Job 30

1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

“Ka ko eni, ʻoku manukiʻi au ʻekinautolu ʻoku mui ʻiate au, ka ko ʻenau ngaahi tamai ʻanautolu ne u fehiʻa ke lau fakataha mo e fanga kulī ʻo ʻeku ngaahi fanga manu.

2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

‌ʻIo, ʻe ʻaonga fēfē kiate au ʻae mālohi ʻa honau nima, ka kuo ʻauha ʻenau motuʻa lelei?

3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

Ko e meʻa ʻi he masiva mo e honge naʻa nau ʻi he fakapoʻuli ʻo hangē ko e pō; ʻo feholaki ki he toafa kuo masiva mo siʻaki.

4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

Naʻa nau tuʻusi ʻae ngaahi ʻakau kona, pea keli aka ke nau kai.

5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

Naʻe kapusi ʻakinautolu mei he kakai, (pea naʻa nau kalanga ki ai ʻo hangē ki ha kaihaʻa; )

6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

Ke nau nofo ʻi he ngaahi lilifa ʻoe luo, ʻi he ngaahi ʻana ʻoe fonua, mo e ngaahi maka.

7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

Naʻa nau tangi mei he ngaahi ʻakau, pea nau fakataha ʻi lalo ʻi he ngaahi ʻakau talatala.

8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

Ko e fānau ʻae kau vale, ko e hako ʻoe kakai meʻa vale; naʻe kapusi ʻakinautolu mei he fonua.

9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

“Ka ko eni, kuo u hoko au ko ʻenau hivehivaʻanga, ʻio, ko ʻenau lea manukiʻanga au.

10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

‌ʻOku nau fakaliliʻa kiate au, pea nau hola mamaʻo ʻiate au, pea ʻikai te nau manavahē ke ʻaʻanu ki hoku mata.

11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

Ko e meʻa ʻi heʻene vete ʻeku afo, ʻo tautea au, ko ia kuo nau tukuange ai foki ʻae noʻo ʻi hoku ʻao.

12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

‌ʻOku tutuʻu ʻae kau talavou ʻi hoku toʻomataʻu; ʻoku nau tekeʻi hoku vaʻe, pea ʻoku nau fokotuʻu hake ʻo angatuʻu kiate au ʻae ngaahi hala ʻo honau fakaʻauha.

13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

‌ʻOku nau maumauʻi hoku hala, ʻoku nau fiefia ʻi heʻeku mamahi, ʻoku ʻikai hanau tokoni.

14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

Naʻa nau feʻohofi mai ʻo hangē ʻi ha potu fālahi: pea ʻi he maumau naʻa nau filifilihi ʻakinautolu kiate au.

15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Kuo tō kiate au ʻae ngaahi ilifia: ʻoku nau tuli hoku laumālie ʻo hangē ko e matangi: pea ʻoku mole atu ʻeku lelei ʻo hangē ko e ʻao.

16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

“Pea ko eni, kuo lilingi hoku laumālie ʻiate au; kuo puke au ʻe he ngaahi ʻaho ʻoe mamahi.

17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

‌ʻOku mahuhuhuhu ʻa hoku ngaahi hui ʻi he poʻuli: pea ʻoku ʻikai ke mālōlō siʻi hoku ngaahi uoua.

18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

Kuo fetongi hoku kofu ʻe he mālohi lahi: ʻoku ne nonoʻo takatakai au ʻo hangē ko e kia ʻo hoku kofutuʻa.

19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

Kuo ne lī au ki he pelepela, pea kuo u tatau mo e efu mo e efuefu.

20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

‌ʻOku ou tangi kiate koe, ka ʻoku ʻikai te ke ongoʻi au: ʻoku ou tuʻu hake, ka ʻoku ʻikai te ke tokangaʻi au.

21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

Kuo ke liliu ʻo taʻeʻofa kiate au: ʻoku ke tuʻu kiate au ʻaki ho nima mālohi.

22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

‌ʻOku ke ʻohake au ki he matangi mo ke fakaheka au ki ai, pea ʻoku ke veteki ʻeku meʻa.

23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

He ʻoku ou ʻilo pau te ke ʻomi au ki he mate, pea ki he fale kuo tuʻutuʻuni ki he kakai moʻui kotoa pē.

24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

“Ka ʻe ʻikai te ne mafao atu hono nima ki he faʻitoka, neongo ʻoku nau tangi ʻi heʻene fakaʻauha.

25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

‌ʻIkai naʻaku tēngihia ia ʻaia naʻe mamahi? ʻIkai naʻe mamahi hoku laumālie koeʻuhi ko e masiva?

26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

‌ʻI heʻeku ʻamanaki ki he lelei, naʻe hoko mai ʻae kovi: pea ʻi heʻeku tatali ki he maama, ne hoko mai ʻae fakapoʻuli.

27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

Naʻe lili hoku fatu, ʻo ʻikai toka: naʻe taʻofi au ʻe he ngaahi ʻaho ʻoe mamahi.

28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Naʻaku ʻalu mamahi pe ʻi he taʻeulo ʻae laʻā; ne u tuʻu hake ʻo tangi ʻi he fakataha.

29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

Ko e tokoua au ʻoe fanga talākoni, mo e kaumeʻa ʻoe fanga lulu.

30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

Kuo ʻuliʻuli hoku kili ʻiate au, pea kuo velehia hoku ngaahi hui ʻi he ʻafu.

31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

Kuo liliu ʻeku haʻape ko e tangi, pea ko ʻeku meʻa ifi ko e leʻo ʻokinautolu ʻoku tangi.