Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Bet nu par mani smejas, kas jaunāki nekā es, kuru tēvus es nebūtu cienījis likt pie saviem lopu suņiem.
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Viņu roku spēku kur es to liktu? viņu zaļums un krietnums bija pagalam.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
No trūkuma un bada izdēdējuši tie grauza noras, tumšās tuksneša un posta vietās.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Tie nātres izplūca pa krūmiem un paegļu saknes tiem bija par barību.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
No ļaužu vidus tie tapa izdzīti un tiem uzkliedza kā zagļiem.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Bailīgās gravās tiem bija jādzīvo, ir zemes un akmeņu caurumos.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Krūmos tie brēca, un dadžos tie gūlās,
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Nesaprašu un negoda ļaužu bērni, kas no zemes bija izdzīti!
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Bet nu es tiem esmu tapis par dziesmiņu un esmu tiem par pasaku.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Tie mani tura par negantību, atstājās tālu no manis un nekaunas man vaigā spļaudīt.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Jo Dievs manu dvēseli ir darījis gurdenu un mani apbēdinājis; tad tie vairs nevaldās manā priekšā.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Pa labo roku ceļas puikas un stumda manas kājas un taisa savu ceļu, mani samaitāt.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Tie salauž manu laipu, tie palīdz mani gāzt, paši būdami bez palīga.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Tie nāk kā caur platu plīsumu; ar lielu troksni tie plūst šurpu.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Briesmas man uzbrukušas, kā ar vētru aizdzīta mana godība, un kā mākonis nozudusi mana laime.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Tādēļ nu mana dvēsele nerimst iekš manis, un bēdu laiks mani aizgrābis.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Naktī mani kauli top izurbti iekš manis, un kas mani grauž, nerimst.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Caur varenu spēku mans apģērbs pārvērties; tas mani žņaudz, kā apkakle.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Viņš mani iemetis dubļos, un es esmu tapis kā pīšļi un pelni.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Es Tevi piesaucu, bet Tu man neatbildi, es gaidu, bet Tu tik skaties.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Tu pret mani esi palicis briesmīgs, ar Savu vareno roku Tu man turies pretī.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Tu mani pacēli, kā vējš mani aiznes, un man izkūst visa laime.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Jo es zinu, ka Tu mani nodosi nāvē, kur visi dzīvie kopā aiziet mājot.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Tomēr, vai krītot neizstiepj roku, jeb vai bojā ejot nebrēc.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Vai es neraudāju par grūtdienīti vai mana dvēsele nenoskuma par apbēdināto?
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Bet kad es nu gaidīju labumu, tad nāca ļaunums; kad es cerēju uz gaišumu, tad nāca tumsība.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Manas iekšas verd un nemitās, bēdu dienas man uzgājušas.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Es esmu melns, bet ne no saules, es paceļos un kliedzu draudzes vidū.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Vilkiem esmu palicis par brāli un pūces bērniem par biedri.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Mana āda palikusi melna uz manis, un mani kauli ir izkaltuši no karstuma.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Tādēļ mana kokle ir tapusi par žēlabām un mana stabule par vaimanām.
