Job 30
1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Nunc autem derident me iuniores tempore, quorum non dignabar patres ponere cum canibus gregis mei:
2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Quorum virtus manuum mihi erat pro nihilo, et vita ipsa putabantur indigni.
3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Egestate et fame steriles, qui rodebant in solitudine, squallentes calamitate, et miseria.
4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Et mandebant herbas, et arborum cortices, et radix iuniperorum erat cibus eorum.
5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Qui de convallibus ista rapientes, cum singula reperissent, ad ea cum clamore currebant.
6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
In desertis habitabant torrentium, et in cavernis terrae, vel super glaream.
7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Qui inter huiuscemodi laetabantur, et esse sub sentibus delicias computabant.
8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Filii stultorum et ignobilium, et in terra penitus non parentes.
9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Nunc in eorum canticum versus sum, et factus sum eis in proverbium.
10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Abominantur me, et longe fugiunt a me, et faciem meam conspuere non verentur.
11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Pharetram enim suam aperuit, et afflixit me, et frenum posuit in os meum.
12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Ad dexteram orientis calamitatis meae illico surrexerunt: pedes meos subverterunt, et oppresserunt quasi fluctibus semitis suis.
13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Dissipaverunt itinera mea, insidiati sunt mihi, et praevaluerunt, et non fuit qui ferret auxilium.
14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Quasi rupto muro, et aperta ianua, irruerunt super me, et ad meas miserias devoluti sunt.
15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Redactus sum in nihilum: abiit quasi ventus desiderium meum: et velut nubes pertransiit salus mea.
16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Nunc autem in memetipso marcescit anima mea, et possident me dies afflictionis.
17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Nocte os meum perforatur doloribus: et qui me comedunt, non dormiunt.
18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
In multitudine eorum consumitur vestimentum meum, et quasi capito tunicae succinxerunt me.
19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Comparatus sum luto, et assimilatus sum favillae et cineri.
20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Clamo ad te, et non exaudis me: sto, et non respicis me.
21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Mutatus es mihi in crudelem, et in duritia manus tuae adversaris mihi.
22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Elevasti me, et quasi super ventum ponens elisisti me valide.
23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Scio quia morti trades me, ubi constituta est domus omni viventi.
24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Verumtamen non ad consumptionem meam emittis manum tuam: et si corruerim, ipse salvabis.
25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Flebam quondam super eo, qui afflictus erat, et compatiebatur anima mea pauperi.
26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Expectabam bona, et venerunt mihi mala: praestolabar lucem, et eruperunt tenebrae.
27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Interiora mea efferbuerunt absque ulla requie, praevenerunt me dies afflictionis.
28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Moerens incedebam, sine furore, consurgens, in turba clamabam.
29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Frater fui draconum, et socius struthionum.
30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Cutis mea denigrata est super me, et ossa mea aruerunt prae caumate.
31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
Versa est in luctum cithara mea, et organum meum in vocem flentium.
