Job 3

1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

Potom otvori usta svoja Jov i stade kleti dan svoj.

2 og Job tog til Orde og sagde:

I progovoriv Jov reèe:

3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

Ne bilo dana u koji se rodih, i noæi u kojoj rekoše: rodi se djetiæ!

4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

Bio taj dan tama, ne gledao ga Bog ozgo, i ne osvjetljavala ga svjetlost!

5 Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

Mrak ga zaprznio i sjen smrtni, oblak ga obastirao, bio strašan kao najgori dani!

6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

Noæ onu osvojila tama, ne radovala se meðu danima godišnjim, ne brojila se u mjesece!

7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

Gle, noæ ona bila pusta, pjevanja ne bilo u njoj!

8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

Kleli je koji kunu dane, koji su gotovi probuditi krokodila!

9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

Potamnjele zvijezde u sumraèje njezino, èekala vidjelo i ne doèekala ga, i ne vidjela zori trepavica;

10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

Što mi nije zatvorila vrata od utrobe i nije sakrila muku od mojih oèiju.

11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

Zašto ne umrijeh u utrobi? ne izdahnuh izlazeæi iz utrobe?

12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

Zašto me prihvatiše koljena? zašto sise, da sem?

13 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

Jer bih sada ležao i poèivao; spavao bih, i bio bih miran,

14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

S carevima i savjetnicima zemaljskim, koji zidaše sebi pustoline,

15 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

Ili s knezovima, koji imaše zlata, i kuæe svoje puniše srebra.

16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

Ili zašto ne bih kao nedonošèe sakriveno, kao dijete koje ne ugleda vidjela?

17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

Ondje bezbožnici prestaju dosaðivati, i ondje poèivaju iznemogli,

18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

I sužnji se odmaraju i ne èuju glasa nastojnikova.

19 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

Mali i veliki ondje je, i rob slobodan od svoga gospodara.

20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

Zašto se daje vidjelo nevoljniku i život onima koji su tužna srca,

21 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

Koji èekaju smrt a nje nema, i traže je veæma nego zakopano blago,

22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

Koji igraju od radosti i vesele se kad naðu grob?

23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

Èovjeku, kojemu je put sakriven i kojega je Bog zatvorio otsvuda?

24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

Jer prije jela mojega dolazi uzdah moj, i kao voda razljeva se jauk moj.

25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

Jer èega se bojah doðe na mene, i èega se strašah zadesi me.

26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

Ne poèivah niti imah mira niti se odmarah, i opet doðe strahota.