Job 3

1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

Post hæc aperuit Iob os suum, et maledixit diei suo,

2 og Job tog til Orde og sagde:

et locutus est.

3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

Pereat dies in qua natus sum, et nox in qua dictum est: Conceptus est homo.

4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

Dies ille vertatur in tenebras, non requirat eum Deus desuper, et non illustretur lumine.

5 Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

Obscurent eum tenebræ et umbra mortis, occupet eum caligo, et involvatur amaritudine.

6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

Noctem illam tenebrosus turbo possideat, non computetur in diebus anni, nec numeretur in mensibus:

7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

Sit nox illa solitaria, nec laude digna:

8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

Maledicant ei qui maledicunt diei, qui parati sunt suscitare Leviathan:

9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

Obtenebrentur stellæ caligine eius: expectet lucem et non videat, nec ortum surgentis auroræ:

10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

Quia non conclusit ostia ventris, qui portavit me, nec abstulit mala ab oculis meis.

11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

Quare non in vulva mortuus sum, egressus ex utero non statim perii?

12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

Quare exceptus genibus? cur lactatus uberibus?

13 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

Nunc enim dormiens silerem, et somno meo requiescerem:

14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

Cum regibus et consulibus terræ, qui ædificant sibi solitudines:

15 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

Aut cum principibus, qui possident aurum, et replent domos suas argento:

16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

Aut sicut abortivum absconditum non subsisterem, vel qui concepti non viderunt lucem.

17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

Ibi impii cessaverunt a tumultu, et ibi requieverunt fessi robore.

18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

Et quondam vincti pariter sine molestia, non audierunt vocem exactoris.

19 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

Parvus et magnus ibi sunt, et servus liber a domino suo.

20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

Quare misero data est lux, et vita his, qui in amaritudine animæ sunt?

21 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

qui expectant mortem, et non venit, quasi effodientes thesaurum:

22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

Gaudentque vehementer cum invenerint sepulchrum.

23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

Viro cuius abscondita est via, et circumdedit eum Deus tenebris?

24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

Antequam comedam suspiro: et tamquam inundantes aquæ, sic rugitus meus:

25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

Quia timor, quem timebam, evenit mihi: et quod verebar accidit.

26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

Nonne dissimulavi? nonne silui? nonne quievi? et venit super me indignatio.