Job 29

1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Addidit quoque Iob, assumens parabolam suam, et dixit:

2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

Quis mihi tribuat, ut sim iuxta menses pristinos secundum dies, quibus Deus custodiebat me?

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

Quando splendebat lucerna eius super caput meum, et ad lumen eius ambulabam in tenebris?

4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

Sicut fui in diebus adolescentiae meae, quando secreto Deus erat in tabernaculo meo?

5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

Quando erat Omnipotens mecum: et in circuitu meo pueri mei?

6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

Quando lavabam pedes meos butyro, et petra fundebat mihi rivos olei?

7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

Quando procedebam ad portam civitatis, et in platea parabant cathedram mihi?

8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

Videbant me iuvenes, et abscondebantur: et senes assurgentes stabant.

9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

Principes cessabant loqui, et digitum superponebant ori suo.

10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

Vocem suam cohibebant duces, et lingua eorum gutturi suo adhaerebat.

11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

Auris audiens beatificabat me, et oculus videns testimonium reddebat mihi.

12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

Eo quod liberassem pauperem vociferantem, et pupillum, cui non esset adiutor.

13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

Benedictio perituri super me veniebat, et cor viduae consolatus sum.

14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Iustitia indutus sum: et vestivi me, sicut vestimento et diademate, iudicio meo.

15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

Oculus fui caeco, et pes claudo.

16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Pater eram pauperum: et causam quam nesciebam, diligentissime investigabam.

17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Conterebam molas iniqui, et de dentibus illius auferebam praedam.

18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

Dicebamque: In nidulo meo moriar, et sicut palma multiplicabo dies.

19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

Radix mea aperta est secus aquas, et ros morabitur in messione mea.

20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

Gloria mea semper innovabitur, et arcus meus in manu mea instaurabitur.

21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

Qui me audiebant, expectabant sententiam, et intenti tacebant ad consilium meum.

22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

Verbis meis addere nihil audebant, et super illos stillabat eloquium meum.

23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Expectabant me sicut pluviam, et os suum aperiebant quasi ad imbrem serotinum.

24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Siquando ridebam ad eos, non credebant, et lux vultus mei non cadebat in terram.

25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Si voluissem ire ad eos, sedebam primus: cumque sederem quasi rex, circumstante exercitu, eram tamen moerentium consolator.