Job 19

1 Så tog Job til Orde og svarede:

A Jov odgovori i reèe:

2 "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?

Dokle æete muèiti dušu moju i satirati me rijeèima?

3 I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

Veæ ste me deset puta naružili; nije vas stid što tako navaljujete na me?

4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Ali ako sam doista pogriješio, pogrješka æe moja ostati kod mene.

5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

Ako li se još hoæete da dižete na me i da me korite mojom sramotom,

6 Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

Onda znajte da me je Bog oborio i mrežu svoju razapeo oko mene.

7 Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

Eto, vièem na nepravdu, ali se ne slušam; vapijem, ali nema suda.

8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

Zagradio je put moj da ne mogu proæi; na staze moje metnuo je mrak.

9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

Svukao je s mene slavu moju i skinuo vijenac s glave moje.

10 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

Porušio me je otsvuda, da me nema; i kao drvo išèupao je nadanje moje.

11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

Raspalio se na me gnjev njegov, i uzeo me je meðu neprijatelje svoje.

12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

Vojske njegove doðoše sve zajedno i nasuše sebi put k meni, i stadoše u oko okolo šatora mojega.

13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

Braæu moju udaljio je od mene, i znanci moji tuðe se od mene.

14 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

Bližnji moji ostaviše me, i znanci moji zaboraviše me.

15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

Domašnji moji i moje sluškinje gledaju me kao tuðina; stranac sam u oèima njihovijem.

16 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

Zovem slugu svojega, a on se ne odziva, a molim ga ustima svojim.

17 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

Dah je moj mrzak ženi mojoj, a preklinjem je sinovima utrobe svoje.

18 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

Ni djeca ne haju za me; kad ustanem, ruže me.

19 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Mrzak sam svjema najvjernijim svojim, i koje ljubljah postaše mi protivnici.

20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

Za kožu moju kao za meso moje prionuše kosti moje; jedva osta koža oko zuba mojih.

21 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!

Smilujte se na me, smilujte se na me, prijatelji moji, jer se ruka Božija dotakla mene.

22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

Zašto me gonite kao Bog, i mesa mojega ne možete da se nasitite?

23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,

O kad bi se napisale rijeèi moje! kad bi se stavile u knjigu!

24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!

Pisaljkom gvozdenom i olovom na kamenu za vjeèni spomen kad bi se urezale!

25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

Ali znam da je živ moj iskupitelj, i na pošljedak da æe stati nad prahom.

26 Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

I ako se ova koža moja i rašèini, opet æu u tijelu svom vidjeti Boga.

27 hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

Ja isti vidjeæu ga, i oèi moje gledaæe ga, a ne drugi. A bubrega mojih nestaje u meni.

28 Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"

Nego bi trebalo da reèete: zašto ga gonimo? kad je korijen besjede u meni.

29 så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!

Bojte se maèa; jer je maè osveta za bezakonje; i znajte da ima sud.