Job 18

1 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

Då tok Bildad frå Suah til ords og sagde:

2 "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

«Kor lenge driv de jagt på ord? Gjev gaum, lat oss so talast ved!

3 Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?

Kvi skal me reknast liksom fe, som ureine i dykkar augo?

4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

Å, du som riv deg sund i sinne, skal jordi øydast for di skuld? Skal fjellet flytjast frå sin stad?

5 Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

Men sløkt vert ljoset for den vonde, og hans åre-eld skal ikkje skina.

6 Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

I tjeldet hans vert ljoset myrkt, og lampa sloknar yver han.

7 hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

Hans sterke stig vert snævra inn; han snåvar yver sine planar.

8 thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

Hans fot vert fløkt i garnet inn, og upp i netet ferdast han;

9 Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

og snara triv um hælen hans, og gildra tek på honom fat.

10 Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

I jordi løynde gildror lurer, og fellor ventar på hans veg.

11 Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

Og rædslor trugar rundt ikring og skræmer han for kvart eit stig.

12 Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

Ulukka hungrar etter han, og vondt vil føra han til fall,

13 Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;

vil eta kvar ein led og lem, ja, det vil daudens eldste son.

14 han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

Hans trygd er rivi frå hans tjeld; du sender han til rædsle-kongen.

15 i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

I huset hans bur framande, det vert strått svåvel på hans bustad.

16 nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

Hans rot i grunnen turkar ut; den høge kruna visnar burt.

17 hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

Hans minne kverv frå jordi burt, og namnlaus vert han vidt og breidt.

18 man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

Frå ljos til myrker driv dei honom og jagar han frå landi burt.

19 i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

Han barnlaus vert i eige folk; i heimen hans slepp ingen undan.

20 de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

Og vestmenn støkk for dagen hans, og austmenn vert av rædsla slegne.

21 Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!

Just soleis gjeng det nidings hus, den heim der ingen kjenner Gud.»