< Job 18 >

1 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Then responded Bildad the Shuhite, and said: —
2 "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!
How long will ye make a perversion of words? Ye should understand, and, afterwards, we could speak.
3 Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?
Wherefore are we accounted like beasts? or appear stupid, in thine eyes?
4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
One tearing in pieces his own soul in his anger, —For thy sake, shall the earth be forsaken? or the rock be moved out of its place?
5 Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;
Even the light of the lawless, shall go out, —Neither shall shine the flame of his fire;
6 Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;
The light, hath darkened in his tent, Yea, his lamp above him, goeth out;
7 hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;
The steppings of his strength are hemmed in, and his own counsel casteth him down;
8 thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,
For he is thrust into a net by his own feet, and, upon a trap, he marcheth;
9 Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;
There catcheth him—by the heel—a gin, there holdeth him fast—a noose:
10 Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;
Concealed in the ground is a cord for him, —and a snare for him, on the path.
11 Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:
Round about, terrors have startled him, and have driven him to his feet.
12 Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:
Let his strength be famished, and, calamity, be ready at his side;
13 Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;
Let it devour the members of his body, Let the firstborn of death devour his members;
14 han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;
Uprooted, out of his tent, be his confidence, and let it drive him down to the king of terrors;
15 i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;
There shall dwell in his tent, what is naught-of-his, Let brimstone be strewed over his dwelling;
16 nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;
Beneath, let his roots be dried up, and, above, be cut off his branch;
17 hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;
His memorial, have perished out of the land, and let him have no name over the face of the open field;
18 man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;
Let them thrust him out of light into darkness, Yea, out of the world, let them chase him;
19 i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;
Let him have neither scion nor seed among his people, neither any survivor in his place of sojourn:
20 de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.
Over his day, have they been astounded who come behind, and, them who are in advance, a shudder hath seized.
21 Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!
Surely, these, are the dwellings of him that is perverse, and, this, is the place of him that knoweth not GOD.

< Job 18 >