Job 17
1 Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
Spiritus meus attenuabitur, dies mei breviabuntur, et solum mihi superest sepulchrum.
2 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
Non peccavi, et in amaritudinibus moratur oculus meus.
3 Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
Libera me Domine, et pone me iuxta te, et cuiusvis manus pugnet contra me.
4 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
Cor eorum longe fecisti a disciplina, propterea non exaltabuntur.
5 den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
Praedam pollicetur sociis, et oculi filiorum eius deficient.
6 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
Posuit me quasi in proverbium vulgi, et exemplum sum coram eis.
7 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
Caligavit ab indignatione oculus meus, et membra mea quasi in nihilum redacta sunt.
8 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
Stupebunt iusti super hoc, et innocens contra hypocritam suscitabitur.
9 men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
Et tenebit iustus viam suam, et mundis manibus addet fortitudinem.
10 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
Igitur omnes vos convertimini, et venite, et non inveniam in vobis ullum sapientem.
11 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
Dies mei transierunt, cogitationes meae dissipatae sunt, torquentes cor meum:
12 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
Noctem verterunt in diem, et rursum post tenebras spero lucem.
Si sustinuero, infernus domus mea est, et in tenebris stravi lectulum meum. (Sheol h7585)
14 Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
Putredini dixi: Pater meus es, mater mea, et soror mea, vermibus.
15 Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
Ubi est ergo nunc praestolatio mea, et patientiam meam quis considerat?
