Job 15

1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

A Elifas Temanac odgovori i reèe:

2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

Hoæe li mudar èovjek kazivati prazne misli i puniti trbuh svoj vjetrom istoènijem,

3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

Prepiruæi se govorom koji ne pomaže i rijeèima koje nijesu ni na što?

4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

A ti uništavaš strah Božji i ukidaš molitve k Bogu.

5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

Jer bezakonje tvoje pokazuju usta tvoja, ako i jesi izabrao jezik lukav.

6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

Osuðuju te usta tvoja, a ne ja; i usne tvoje svjedoèe na te.

7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

Jesi li se ti prvi èovjek rodio? ili si prije humova sazdan?

8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

Jesi li tajnu Božiju èuo i pokupio u sebe mudrost?

9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

Šta ti znaš što mi ne bismo znali? šta ti razumiješ što ne bi bilo u nas?

10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

I sijedijeh i starijeh ljudi ima meðu nama, starijih od oca tvojega.

11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

Male li su ti utjehe Božije? ili imaš što sakriveno u sebi?

12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

Što te je zanijelo srce tvoje? i što sijevaju oèi tvoje,

13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

Te obraæaš protiv Boga duh svoj i puštaš iz usta svojih take rijeèi?

14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

Šta je èovjek, da bi bio èist, i roðeni od žene, da bi bio prav?

15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

Gle, ne vjeruje svecima svojim, i nebesa nijesu èista pred oèima njegovijem;

16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

Akamoli gadni i smrdljivi èovjek, koji pije nepravdu kao vodu?

17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

Ja æu ti kazati, poslušaj me, i pripovjediæu ti što sam vidio,

18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

Što mudarci kazaše i ne zatajiše, što primiše od otaca svojih,

19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

Kojima samijem dana bi zemlja, i tuðin ne proðe kroz nju.

20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Bezbožnik se muèi svega vijeka svojega, i nasilniku je malo godina ostavljeno.

21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

Strah mu zuji u ušima, u mirno doba napada pustošnik na nj.

22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

Ne vjeruje da æe se vratiti iz tame, otsvuda priviða maè.

23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

Tumara za hljebom govoreæi: gdje je? Zna da je za nj spremljen dan tamni.

24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

Tuga i nevolja straše ga, i navaljuju na nj kao car gotov na boj.

25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

Jer je zamahnuo na Boga rukom svojom, i svemoguæemu se opro.

26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

Trèi ispravljena vrata na nj s mnogim visokim štitovima svojim.

27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

Jer je pokrio lice svoje pretilinom, i navaljao salo na bokove svoje.

28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

I sjedio je u gradovima raskopanijem i u kuæama pustijem, obraæenijem u gomilu kamenja.

29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

Neæe se obratiti niti æe ostati blago njegovo, i neæe se raširiti po zemlji dobro njegovo.

30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

Neæe izaæi iz mraka, ogranke njegove osušiæe plamen, odnijeæe ga duh usta njegovijeh.

31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

Neka se ne uzda u taštinu prevareni, jer æe mu taština biti plata.

32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

Prije svojega vremena svršiæe se, i grana njegova neæe zelenjeti.

33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

Otkinuæe se kao s loze nezreo grozd njegov i pupci æe se njegovi kao s masline pobacati.

34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

Jer æe opustjeti zbor licemjerski, i oganj æe spaliti šatore onijeh koji primaju poklone.

35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!

Zaèinju nevolju i raðaju muku, i trbuh njihov sastavlja prijevaru.