Job 15
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Respondens autem Eliphaz Themanites, dixit:
2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
[Numquid sapiens respondebit quasi in ventum loquens, et implebit ardore stomachum suum?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
Arguis verbis eum qui non est æqualis tibi, et loqueris quod tibi non expedit.
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Quantum in te est, evacuasti timorem, et tulisti preces coram Deo.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Docuit enim iniquitas tua os tuum, et imitaris linguam blasphemantium.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Condemnabit te os tuum, et non ego: et labia tua respondebunt tibi.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Numquid primus homo tu natus es, et ante colles formatus?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
numquid consilium Dei audisti, et inferior te erit ejus sapientia?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
Quid nosti quod ignoremus? quid intelligis quod nesciamus?
10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Et senes et antiqui sunt in nobis, multo vetustiores quam patres tui.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Numquid grande est ut consoletur te Deus? sed verba tua prava hoc prohibent.
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Quid te elevat cor tuum, et quasi magna cogitans attonitos habes oculos?
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
Quid tumet contra Deum spiritus tuus, ut proferas de ore tuo hujuscemodi sermones?
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Quid est homo ut immaculatus sit, et ut justus appareat natus de muliere?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Ecce inter sanctos ejus nemo immutabilis, et cæli non sunt mundi in conspectu ejus.
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
Quanto magis abominabilis et inutilis homo, qui bibit quasi aquam iniquitatem?
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Ostendam tibi: audi me: quod vidi, narrabo tibi.
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
Sapientes confitentur, et non abscondunt patres suos:
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
quibus solis data est terra, et non transivit alienus per eos.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
Cunctis diebus suis impius superbit, et numerus annorum incertus est tyrannidis ejus.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Sonitus terroris semper in auribus illius: et cum pax sit, ille semper insidias suspicatur.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Non credit quod reverti possit de tenebris ad lucem, circumspectans undique gladium.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
Cum se moverit ad quærendum panem, novit quod paratus sit in manu ejus tenebrarum dies.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Terrebit eum tribulatio, et angustia vallabit eum, sicut regem qui præparatur ad prælium.
25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
Tetendit enim adversus Deum manum suam, et contra Omnipotentem roboratus est.
26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
Cucurrit adversus eum erecto collo, et pingui cervice armatus est.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
Operuit faciem ejus crassitudo, et de lateribus ejus arvina dependet.
28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
Habitavit in civitatibus desolatis, et in domibus desertis, quæ in tumulos sunt redactæ.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Non ditabitur, nec perseverabit substantia ejus, nec mittet in terra radicem suam.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Non recedet de tenebris: ramos ejus arefaciet flamma, et auferetur spiritu oris sui.
31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
Non credet, frustra errore deceptus, quod aliquo pretio redimendus sit.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Antequam dies ejus impleantur peribit, et manus ejus arescent.
33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Lædetur quasi vinea in primo flore botrus ejus, et quasi oliva projiciens florem suum.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Congregatio enim hypocritæ sterilis, et ignis devorabit tabernacula eorum qui munera libenter accipiunt.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
Concepit dolorem, et peperit iniquitatem, et uterus ejus præparat dolos.]
