< Job 15 >

1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
And Eliphaz the Temanite answereth and saith: —
2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
Doth a wise man answer [with] vain knowledge? And fill [with] an east wind his belly?
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
To reason with a word not useful? And speeches — no profit in them?
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Yea, thou dost make reverence void, And dost diminish meditation before God.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
For thy mouth teacheth thine iniquity, And thou chooseth the tongue of the subtile.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Thy mouth declareth thee wicked, and not I, And thy lips testify against thee.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
The first man art thou born? And before the heights wast thou formed?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
Of the secret counsel of God dost thou hear? And withdrawest thou unto thee wisdom?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
What hast thou known, and we know not? Understandest thou — and it is not with us?
10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Both the gray-headed And the very aged [are] among us — Greater than thy father [in] days.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Too few for thee are the comforts of God? And a gentle word [is] with thee,
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
What — doth thine heart take thee away? And what — are thine eyes high?
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
For thou turnest against God thy spirit? And hast brought out words from thy mouth:
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
What [is] man that he is pure, And that he is righteous, one born of woman?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Lo, in His holy ones He putteth no credence, And the heavens have not been pure in His eyes.
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
Also — surely abominable and filthy Is man drinking as water perverseness.
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
I shew thee — hearken to me — And this I have seen and declare:
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
Which the wise declare — And have not hid — from their fathers.
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
To them alone was the land given, And a stranger passed not over into their midst:
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
'All days of the wicked he is paining himself, And few years have been laid up for the terrible one.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
A fearful voice [is] in his ears, In peace doth a destroyer come to him.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
He believeth not to return from darkness, And watched [is] he for the sword.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
He is wandering for bread — 'Where [is] it?' He hath known that ready at his hand Is a day of darkness.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Terrify him do adversity and distress, They prevail over him As a king ready for a boaster.
25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
For he stretched out against God his hand, And against the Mighty he maketh himself mighty.
26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
He runneth unto Him with a neck, With thick bosses of his shields.
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
For he hath covered his face with his fat, And maketh vigour over [his] confidence.
28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
And he inhabiteth cities cut off, houses not dwelt in, That have been ready to become heaps.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
He is not rich, nor doth his wealth rise, Nor doth he stretch out on earth their continuance.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
He turneth not aside from darkness, His tender branch doth a flame dry up, And he turneth aside at the breath of His mouth!
31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
Let him not put credence in vanity, He hath been deceived, For vanity is his recompence.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Not in his day is it completed, And his bending branch is not green.
33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
He shaketh off as a vine his unripe fruit, And casteth off as an olive his blossom.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
For the company of the profane [is] gloomy, And fire hath consumed tents of bribery.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
To conceive misery, and to bear iniquity, Even their heart doth prepare deceit.

< Job 15 >