Job 15
1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
