< Job 14 >

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
El hombre nacido de mujer, corto de días, y harto de sinsabores;
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
que sale como una flor y es cortado; y huye como la sombra, y no permanece.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
¿Y sobre éste abres tus ojos, y me traes a juicio contigo?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
¿Quién hará limpio de inmundo? Nadie.
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Si sus días están determinados, y el número de sus meses está cerca de ti; tú le pusiste términos, de los cuales no pasará.
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Si tú lo dejares, él dejará de ser; entre tanto deseará, como el jornalero, su día.
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Porque si el árbol fuere cortado, aún queda de él esperanza; retoñecerá aún, y sus renuevos no faltarán.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Si se envejeciere en la tierra su raíz, y su tronco fuere muerto en el polvo,
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
al olor del agua reverdecerá, y hará copa como nueva planta.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
Mas cuando el hombre morirá, y será cortado; y perecerá el hombre, ¿adónde estará él?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Las aguas del mar se fueron, y se agotó el río, se secó.
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Así el hombre yace, y no se tornará a levantar; hasta que no haya cielo no despertarán, ni recordarán de su sueño.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
¡Oh quién me diera que me escondieses en la sepultura, que me encubrieras hasta apaciguarse tu ira, que me pusieses plazo, y de mí te acordaras! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Si el hombre muriere, ¿por ventura vivirá? Todos los días de mi edad esperaré, hasta que venga mi transformación.
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Entonces llamarás, y yo te responderé, a la obra de tus manos desearás.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Pues ahora me cuentas los pasos, y no das dilación a mi pecado.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Tienes sellada en manojo mi prevaricación, y enmiendas a mi iniquidad.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Y ciertamente el monte que cae se deshace, y las peñas son traspasadas de su lugar;
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
las piedras son quebrantadas con el agua impetuosa, que se lleva el polvo de la tierra, de tal manera haces perder al hombre la esperanza.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Para siempre serás más fuerte que él, y él se va; demudarás su rostro, y lo enviarás.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Sus hijos serán honrados, y él no lo sabrá; o serán afligidos, y no entenderá de ellos.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Mas mientras su carne estuviere sobre él se dolerá, y su alma se entristecerá en él.

< Job 14 >