Job 14

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Hagi a'nemo'zama vahe'ma kasezmantege'za osi'a kna nemani'za rama'a knazampina unefraze.

2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

Trazamo amosre ahenteteno, ame huno friankna vahe'mota nehune. Huge zagemo hanatino remsa higeno amema'amo ame huno fore huteno, ame huno fanane hiankna nehune.

3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Hagi Kagra e'inahu vahete kavua antenka ketenka mani'nano? Kagra e'inahu vahe zamavarenka keaga huzmantenka refkoa hunezmantano?

4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Hagi agruma osu vahera, iza azeri agru hugara hu'ne? I'o mago'mo'a anara osutfa hugahie.

5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Hagi manita vanuna kna Kagra antahinka kenka hu'nane. Tagra nama'a ika manita vugahune, Kagra antahinka kenka hu'nanankinka, ko e'inahu kna'afi manigahaze hunka hunte'nanankino, mago vahe'mo'a agra'ama manino'ma vania kna'a azeri za'zara huno omanigahie.

6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

E'ina hu'negu amnerega kavua antenka negenka, natrege'na mani'ne'na zago eri'za eneri'za vahe'mo'zama nehazaza hu'na manisua kna'afina eri'zana e'neri'na musenkasea ha'neno.

7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Na'ankure zafama antagima atrazage'za, ete hagegahune hu'za amuhara nehazanki'za kasefa agata hage'za azankunatmina omere emere hugahaze.

8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Hagi ana zafamofo arafu'namo'a ome ra huno osaparesingeno, agafa'amo'a hagege huno mopafina kasrigahie.

9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

Hianagi mopafina tima me'nenigeno'a ana zafamo'a ete agata hageno, kasefa zafagna huno hageno marerigahie.

10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Hianagi vahe'ma frigeno'a hankaveamo'a vaganeregeno, atumparega ra asimu'ma anteteno nefrie.

11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

Hagi hagerimpima zagema rentegeno'ma amuho huno amu'ma mareriankna nehuno, ra zagema regeno'ma tiramo'ma taneankna huno,

12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

vahe'mo'a frino manigasa hu'nenigeno monamo'a vagaregahie.

13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

Hanki matipima fraki nantenka kagekani nantenankeno karimpa ahe'zamo'ma evunagateresiana knare hisine. Hianagi ete nagri'ma antahi namisana kna, mago kna huhamprinanto. (Sheol h7585)

14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Hagi fri'ne'nia vahe'mo'a ete otinora manigahifi? Hagi e'inahu zama me'nenige'na, maraguzamati'na vanua knafina frizampinti'ma nazeri oti'nia zankura amuhara hu'na vugahue.

15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Hagi Kagra nagriku'ma kema hananke'na kenona hunegantenugenka, Kagraka'a kazanuti'ma tro'ma hunte'nana vahe'mo'nagura tusiza hunka antahintahia hugahane.

16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

Na'ankure menina nagama rerakaure'nama kama vanoma nehuazana negananki, kumi'ma huazamofona ohamprio.

17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

Hagi e'ina nehunka kefo navu'nava zana kupi eririnka anaki nentenka kumi'ni'a refitesane.

18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

Hianagi agonamo ankariseno eramianka nehigeno, mehimpinti havemo atamana huramiankna nehigeno,

19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

tima hageno havea erino eviankna nehanigeno, tima hageno mopa erino viankna hunka vahe'mo'ma maniso'ema hunaku'ma amuha'ma nehiazana eri haviza nehane.

20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Kagra hankavetinka maka knafina zamazeri zamagatere vava nehanke'za fanane nehazagenka, zamavufaga eri ruzahu hutenka huzmantanke'za friza nevaze.

21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Hagi ana vahe'mokizmi mofavreramimo'za zamagi me'nea vahe mani'nazanagi, zamagra e'i ana zana antahi'za ke'za osu'naze. Hagi zamazeri fenkamima atresniana antahi'za ke'za osugahaze.

22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

Zamagrira zamavufagafintira zamata negrige'za zamatagura nehu'za zamagra zamavufagura zavira netaze.