Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
“Dhano ma dhako onywolo ndalone nok kendo oneno chandruok mathoth.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
Odongo piyo piyo ka maua bangʼe to oner; mana ka tipo makadho ma ok siki.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Ngʼat machal kamano bende inyalo dewo? Bende dikele e nyimi adier mondo iyale?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
En ngʼa manyalo kelo gima ler kogolo kuom gima ochido? Onge kata achiel!
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Ndalo dhano nosekwan chon; isechano kar romb dwechene, kendo iseketo gikone ma ok onyal kalo.
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Omiyo gol wangʼi kuome kendo weye mos, mondo ochamie luche gi mor kaka ngʼama ondiki timo.
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
“Yien ber nyalo bedo gi geno: ka osetongʼe to nitie geno ni onyalo loth, kendo chunye maloth manyien ok rem mak odongo.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Kata obedo ni tiendene towo kendo miyo osikene tho,
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
to kata kamano, kowinjo much pi, to oloth, mana ka yien mochako dongo.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
Dhano to tho kendo iike e bwo lowo; oyweyo mogik, kendo kare rumo chuth.
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Mana kaka pi dwono e nam kata kaka dier aora pi duone mi two,
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
e kaka dhano nindo piny kendo ok ochak ochungʼ; ok ochak onen kendo bende ok nochiewe e nindoneno.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
“Mad ne ipanda ei liel mondo ne abed maonge nyaka chop mirimbi rum, bangʼe to iket kinde ma ibiro parae kendo! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Ka ngʼato otho, bende dochak obed mangima kendo? Ndalona duto mag tichna matek abiro rito, an to abiro dhil gi thagruokna, nyaka kinde maber chopi.
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Ibiro luongo, kendo abiro dwoki; ibiro gombo neno chwech ma lweti osechweyo.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Eka inikwan kuonde matienda onyono to ok inisik kinona mondo ikwan richo ka richo matimo.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Kethoga ibiro ket ei ofuku mi din ma ok yawre, kendo inium richona.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
“Mana kaka pi ywero got kendo barore kendo kaka lwanda chorore kawuok kare,
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
kendo kaka pi ywero kite kendo koth maduongʼ ywero lowo, kamano e kaka iketho geno ma dhano nigo.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Ihewe dichiel kendo mogik, kendo olal nono; iloko kit wangʼe, kendo igole e dier ji chuth.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Kata ka yawuote yudo duongʼ bangʼe, to en okia kendo kata ka giyudo wichkuot, to ok one gi wangʼe.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Gima owinjo en mana rem manie dende owuon kendo oywagore kende owuon.”
