Job 11
1 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
Pea naʻe toki tali ʻe Sofaa mei Neama, ʻo ne pehē,
2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
“ʻIkai ʻoku totonu ke tali ʻae ngaahi lea lahi ni? Pea ʻe fakatonuhiaʻi koe ʻae tangata faʻa lau?
3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
ʻE fakalongoʻi ʻae kakai ʻe hoʻo ngaahi loi? Pea ʻi hoʻo manuki, ʻe ʻikai fakamā koe ʻe ha taha?
4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
He kuo ke pehē, ‘Ko ʻeku akonaki ʻoku totonu pē, pea ʻoku ou maʻa ʻi ho ʻao.’
5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
Kae taumaiā ke folofola mai ʻae ʻOtua, ʻo ne faʻai hono fofonga kiate koe;
6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
Pea ne fakahā kiate koe ʻae ngaahi meʻa lilo ʻoe poto, he ʻoku lahi hake ʻaupito ia ʻi he meʻa ʻoku hā mai! Ko ia ke ke ʻilo, ʻoku siʻi ʻae totongi ʻoku ʻeke ʻe he ʻOtua ʻi he meʻa ʻoku taau mo hoʻo angahia.
7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
“He te ke ʻilo ʻae ʻOtua ʻi he faʻa ʻeke? He te ke faʻa kumi ke ʻilo haohaoa ʻae Māfimafi?
ʻOku māʻolunga ia ʻo hangē ko e langi; ko e hā ʻaʻau te ke fai? ʻOku māʻulalo hifo ʻi heli; te ke faʻa ʻilo ʻae hā? (Sheol h7585)
9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
Ko hono fuofua ʻoku lōloa lahi ʻi he māmani, pea lau lahi ia ʻi he tahi.
10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
Kapau ʻe tuʻusi ʻe ia, pe tāpuni ke maʻu, pe tānaki fakataha, ʻe taʻofi ia ʻe hai?
11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
He ʻoku ne ʻiloʻi ʻae kakai vale: ʻoku ne vakai foki ki he fai kovi; pea ʻe ʻikai te ne tokangaʻi?
12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
He ʻoku fie poto ʻae tangata vale, neongo ʻoku fanauʻi ʻae tangata ʻo hangē ko e ʻuhiki ʻoe ʻasi kai vao.
13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
“Kapau te ke teu ho loto, pea mafao atu ho nima kiate ia;
14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,
Kapau ʻoku ʻi ho nima ʻae angahala, siʻaki ia ke mamaʻo, pea ʻoua naʻa nofo ʻae kovi ʻi ho ngaahi fale.
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
He ko ia te ke toki hanga hake ai ho mata ʻo taʻehanoʻila; ʻio, te ke tuʻumaʻu, ʻo ʻikai manavahē:
16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
He te ke fakangaloʻi hoʻo mamahi, ʻo manatuʻi ia ʻo hangē ko e ngaahi vai kuo tafe atu:
17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
Pea ʻe ʻāsinisini lahi hoʻo motuʻa ʻi he hoʻatāmālie ʻoe ʻaho; te ke ulo atu, te ke tatau mo e pongipongi.
18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
Pea te ke fiemālie koe, he ʻoku ai ʻae ʻamanaki lelei; ʻio, te ke keli, ʻo mālōlō fiemālie pe.
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
Pea te ke tokoto foki, pea ʻe ʻikai fakamanavahēʻi koe ʻe ha taha; ʻio, ʻe kumi meʻa meiate koe ʻe he tokolahi.
20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
Ka ʻe vaivai ʻae mata ʻoe angahala, pea ʻe ʻikai te nau hao, pea ko e ifi ʻoe mānava ʻa ʻenau ʻamanaki.”
