Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Ka pakhra mah ka hinghaih hmawt sut boeh; to pongah laisaephaih ai ah loe ka om thai ai, ka hingh patangkhanghaih hae nang khaeah kang thuih han.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Sithaw khaeah, Zaehaih na net hmah, tipongah misa ah nang suek loe, na thui ah, tiah ka naa han.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Minawk pacaekthlaek moe, na ban hoi sak ih hmuen to patoekhaih pacoengah, kasae kaminawk poekhaih to nang hoe haih maw?
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Nang loe long taksa mik maw na tawnh? To tih ai boeh loe kami mah hnuk ih baktiah maw na hnuk?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Nang ih aninawk loe kadueh thaih kaminawk ih ani baktiah maw oh? Nang ih saningnawk doeh kami ih saning baktiah maw oh?
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
Tipongah ka sakpazaehaih hoi ka zaehaih to na pakrong loe?
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
Kai loe kasae kami na ai ni, tiah na panoek; mi mah doeh na ban thung hoi pahlong thai mak ai.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Ka takpum boih hae na ban hoiah ni nang sak, ka tungkrang doeh nang ohsak; toe vaihi nam rosak han boeh maw?
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Kai hae tangphrung long baktiah ni nang sak, tiah pahnet hmah; vaihi maiphu ah maw nam laemsak let han boeh?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Kai hae maitaw tahnutui baktiah nang kraih moe, maitaw tahnutui kamkhawk baktiah nam khawksak boeh na ai maw?
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Kai hanah agan hoi ahin to nang khuksak moe, ahuh hoi thaquinawk hoiah nang zaeng.
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Hinghaih hoi tahmenhaih kai hanah nang paek, ka muithla hae nang khetzawn.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Toe hae hmuennawk thui ai ah palung thungah na suek; na palung thungah hae hmuen hae oh, tiah ka panoek.
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Ka zae nahaeloe, ka zaehaih to na pakuem moe, ka zaehaih baktih toengah dan nang paek.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Kahoih ai kami ah ka oh nahaeloe, khosak bing boeh! Toenghaih hoi ka oh cadoeh, pakoehhaih ka hnu ai. Patangkhanghaih ka poek loiah ka zat sut boeh;
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
kang thawk tahang naah, zoep ih hmawsaeng kaipui baktiah nang zoep moe, zitthok hmuen ka nuiah nam tuengsak.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Kai kasae thuih koeh kami na tawnh mangh, ka nuiah palungphuihaih na thap aep; kai tuk han koeh paroeai misa to nang zoh haih.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Tipongah kam no zok thung hoiah nang tacawtsak loe? Ka duek ving nahaeloe, mi mah doeh na hnu mak ai.
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Kaom vai ai baktiah ka om ueloe, kam no zok thung hoiah taprong ah na caeh o haih tih.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Kai ih atue loe setta ah na ai maw oh boeh? Ka phak pacoengah kam laem let han ai ih prae, duekhaih tahlip mah khuk ih vinghaih prae ah ka caeh ai naah, nawnetta thung, kaimabueng monghaih hoiah ka oh hanah, na caeh taak ah,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
to prae loe aqum baktih khovinghaih prae, hmuen boih angmah ih ahmuen ah kaom ai, duekhaih tahlip ahmuen, aanghaih to vinghaih ah kaom prae ni, tiah ka thuih han, tiah anih mah pathim pae.
