Jeremias 10

1 Hør det Ord HERREN taler til eder, Israels hus!

Klausiet to vārdu, ko Tas Kungs uz jums runā, Israēla nams.

2 Så siger HERREN: Væn eder ikke til Hedningernes Færd og frygt ikke Himmelens Tegn, fordi Hedningerne frygter dem.

Tā saka Tas Kungs: nemācaties pagānu ceļu un neizbīstaties no debess zīmēm, jebšu pagāni no tām izbīstas.

3 Thi Folkenes Rædsel er Tomhed; thi det er Træ, fældet i Skoven, et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse:

Jo pagānu likumi ir nelietība. Jo tas ir koks, mežā cirsts, darbs no amatnieka rokām ar cirvi.

4 han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og Hammer, så det ikke vakler.

Viņš to izgrezno ar sudrabu un ar zeltu, stiprina ar naglām un ar āmuriem, ka nešaubās.

5 De er som et Fugleskræmsel i Agurkhaven og kan ikke tale; de må bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt, så lidt som de evner at gøre noget godt.

Tie ir kā tēsti stabi un nerunā, tie top apkārt nēsāti, jo paši nestaigā. Nebīstaties no viņiem, jo tie nedara ļauna, arī labu darīt tie nevar.

6 Din Lige findes ikke, HERRE; stor er du og stort dit Navn i Vælde.

Bet nu neviena nav, kā Tu, Kungs; Tu esi liels, un liels ir Tavs vārds ar spēku.

7 Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkenes Konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle Folks Vismænd og i alle deres Riger findes ikke din Lige.

Kas Tevi nebītos, Tu tautu Ķēniņ? Jo tas Tev nākas, tādēļ ka starp visiem pagānu gudriem un visās viņu valstīs neviena tāda nav, kā Tu.

8 Alle sammen er de dumme og Tåber; Afgudernes Lærdom, den er Træ.

Tiešām, tie visi kopā ir neprātīgi un ģeķīgi. Jo viņu mācība ir nelietība, tie ir koks.

9 Hamret Sølv, indført fra Tarsis, og Guld fra Ofir, et Værk af en Håndværker og Guldsmedens Hænder! De er klædt i violet og rødt Purpur; et Værk af kunstsnilde Folk er de alle.

Izkalts sudrabs top atvests no Taršiša un zelts no Ūpaza, kalēja darbam un kausētāja rokām; pazilas drēbes un purpurs ir viņu apģērbs; tie visi ir amatnieku darbs.

10 Men HERREN er Gud i Sandhed, han er en levende Gud og en evig Konge; for hans Vrede skælver Jorden, og Folkene udholder ikke hans Harme.

Bet Tas Kungs ir patiesi Dievs, Viņš ir dzīvs Dievs un mūžīgs Ķēniņš. No Viņa bardzības zeme dreb, un tautas Viņa dusmību nevar panest.

11 Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt Himmel og Jord, skal forsvinde fra Jorden og under Himmelen.

Tā jums uz tiem būs sacīt: tiem dieviem, kas debesi un zemi nav darījuši, tiem būs iet bojā no zemes un no šīs pasaules.

12 Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin Indsigt udspændte han Himmelen.

Viņš zemi radījis caur Savu spēku un pasauli dibinājis caur Savu gudrību un debesis izpletis caur Savu padomu.

13 Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre.

Kad Viņa balss atskan, tad ūdeņi krāc debesīs, un Viņš liek miglai celties no zemes galiem, Viņš dara zibeņus ar lietu un liek vējam nākt no Viņa alām.

14 Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt; hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi hvad han støber, er Løgn, og der er ikke Ånd i den;

Visi cilvēki paliek stulbi bez saprašanas, visi kausētāji top kaunā ar saviem tēliem, jo ko tie lej, ir meli, un dvašas tur nav.

15 Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem.

Tie ir nelietība un apsmejams darbs; piemeklēšanas laikā tie iet bojā.

16 Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel er hans Arvelods Stamme; Hærskarers HERRE er hans Navn.

Tā kā šie nav Jēkaba daļa, jo Viņš ir visu lietu Radītājs, un Israēls ir Viņa mantības cilts, - Kungs Cebaot ir Viņa vārds.

17 Tag din Bylt op fra Jorden, du, som sidder belejret!

Pacel savu paunu no zemes, tu kas sēdi spaidos.

18 Thi så siger HERREN: Se, denne Gang slynger jeg Landets indbyggere bort og bringer dem i Trængsel, for at de kan bøde.

Jo tā saka Tas Kungs: redzi, šoreiz Es metu projām tās zemes iedzīvotājus kā ar lingu, un Es tos spaidīšu, ka tiek atrasti.

19 "Ve mig for min Brøst, mit Sår er svart! Men jeg siger: "Det er min Smerte, den vil jeg bære."

Vai manu bēdu! Mana vaina ir sāpīga! Bet es saku: tās ir gan sāpes, bet man tās jāpanes.

20 Mit Telt er hærget og alle mine Teltreb sprængt, mine Børn går fra mig, de er borte; mit Telt spænder ingen ud mer eller opsætter Tæpperne.

Mana telts ir postīta, un visas manas virves ir sarautas; mani bērni no manis aizgājuši un to vairs nav. Neviena nav, kas manu dzīvokli uztaisa un manas teltis uzceļ.

21 Thi dumme er Hyrderne, HERREN søger de ikke, du er derfor til intet, og hele deres Hjord er spredt.

Jo tie gani palikuši stulbi un nav To Kungu meklējuši, tādēļ tiem nav labi izdevies, bet viss viņu ganāmais pulks izklīdis.

22 Der lyder en Tidende, se, den kommer med vældigt Drøn fra Nordens Land og gør Judas Byer til Ørk, til Sjakalers Bo.

Klau, ko dzird! Redzi, nāk liels troksnis no ziemeļa zemes, postā likt Jūda pilsētas un darīt par mājokli tuksneša zvēriem.

23 Jeg ved, HERRE, at et Menneskes Vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en Mand at vandre og styre sine Fjed.

Es zinu, ak Kungs, ka cilvēka ceļš pie viņa paša nestāv; tas nestāv pie vīra, kā lai staigā, kurp tas lai sper savus soļus.

24 Tugt os, HERRE, men med Måde, ikke i Vrede, for ikke at gøre os færre!

Pārmāci mani, ak Kungs, bet ar žēlastību, ne savā bardzībā, ka Tu mani neiznīcini.

25 Udøs din Vrede på Folk, som ikke kender dig, på Slægter, som ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob, tilintetgjort det og lagt dets Bolig øde.

Izgāz Savu dusmību pār tiem pagāniem, kas tevi nepazīst, un pār tām ciltīm, kas Tavu vārdu nepiesauc. Jo tie Jēkabu aprijuši, tie viņu apēduši un viņu izdeldējuši un viņa druvas izpostījuši.