Jakob 4

1 Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder? mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?

Misa angtukhaih hoi angzoehhaihnawk loe naa hoiah maw nangcae khaeah angzoh? Taksa koehhaih pongah misa kangtuh na takpum thung hoiah na ai maw, to hmuennawk to angzoh o?

2 I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede;

Na tawn o ai pongah, na khit o; tawnh han na koeh o pongah, kami na hum o, toe na tawn o thai ai: nang zoeh o moe, misa nang tuk o, na hni o ai pongah na tawn o ai.

3 I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders Lyster.

Na hnik o, toe na hak o ai, na taksa koehhaih baktiah patoh hanah na hnik o pazae pongah, na hnu o ai.

4 I utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud? Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.

Zu sava laep ah zaehaih sah nongpa hoi nongpatanawk! Long hoi ampui sah kami loe Sithaw ih misa ni, tito na panoek o ai maw? Mi kawbaktih doeh long hoi ampui sak koeh kami loe Sithaw ih misa ah ni oh.

5 Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han skænker desto større Nåde.

Cabu mah, Aicae thungah kaom Muithla loe uthaih palungthin tawnh, tiah thuih ih lok loe azom pui ah maw na poek o?

6 Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Nåde."

Toe Anih mah loe tahmenhaih to pop aep ah paek. To pongah, Amoek kaminawk loe Sithaw mah koeh ai, toe poeknaem kaminawk khaeah loe tahmenhaih to paek, tiah a thuih.

7 Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så skal han fly fra eder;

To pongah Sithaw khaeah angpaek oh. Taqawk to pakaa oh, to tiah nahaeloe anih mah na cawn o taak tih.

8 holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede!

Sithaw khaeah anghnai oh, to tiah nahaeloe anih doeh nangcae khaeah anghnai toeng tih. Nangcae kazae kaminawk, na ban to pasae oh; nangcae poekhaih angphae kaminawk, na poekhaih palungthin to ciim o sak ah.

9 Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og Glæden til Bedrøvelse!

Poek amtang oh loe palungset hoiah qah oh: na pahnui o haih to palungsethaih ah angcoeng nasoe loe, nang hoe o haih to palungsethaih ah angcoeng nasoe.

10 Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder.

Angraeng mikhnuk ah poek pahnaem oh, to tiah nahaeloe anih mah na tapom o tahang tih.

11 Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens Dommer.

Nawkamyanawk, minawk kasae thui o hmah. Angmah ih nawkamya to kasae thui moe, lokcaek kami loe, kaalok kasae thui kami hoi kaalok lokcaekkung ah oh: toe kaalok to kasae na thuih nahaeloe, kaalok pazui kami ah na om ai, kaalok lokcaekkung ah ni na oh.

12 Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer din Næste?

Kaalok paekkung maeto khue ni oh, anih loe pahlong thaih baktih toengah amrosak thaih: minawk lokcaek kami nang loe mi aa?

13 Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den eller den By og blive der et År og købslå og vinde,

Vaihniah maw, to tih ai boeh loe khawnbangah maw, to vangpui ah caeh o si, to vangpui ah saningto cam o si loe, amekhaih hnuk hanah, hmuenmae qanhaih hoi zawhhaih tok to sah o si, tiah thui kaminawk, tahngai oh:

14 I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder;

khawnbang timaw om tih, tito na panoek o ai. Na hing o haih to kawbangah maw na poek o? Atue setta thung amtueng pacoengah anghma ving tamai hoiah ni anghmong.

15 i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gøre dette eller hint.

Angraeng koehhaih baktiah om nahaeloe, a hing o tih, to naah hae baktih tok maw, to tih ai boeh loe to baktih tok maw sah o si, tiah na thuih o han oh.

16 Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond.

Toe vaihi loe poeksanghaih hoiah nam oek o: to baktih amoekhaihnawk boih loe kasae hmuen ah ni oh.

17 Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er det Synd.

To pongah kahoih hmuen sak han panoek, toe sah ai kami loe zaehaih a tawnh.