Esajas 65

1 Jeg havde Svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem, som ej søgte; jeg sagde: "Se her, her er jeg!" til et Folk, der ej påkaldte mig.

“ʻOku kumi kiate au ʻakinautolu naʻe ʻikai te nau fehuʻi kiate au; kuo ʻilo au ʻekinautolu naʻe ʻikai kumi kiate au: naʻaku pehē, ‘Vakai kiate au, vakai kiate au,’ ki he puleʻanga naʻe ʻikai ke ui ʻaki hoku huafa.

2 Jeg udbredte Dagen lang Hænderne til et genstridigt Folk, der vandrer en Vej, som er ond, en Vej efter egne Tanker,

Kuo u mafao atu hoku nima ʻi he ʻaho kotoa ki he kakai angatuʻu, ʻaia ʻoku ʻeveʻeva ʻi he hala ʻoku ʻikai lelei, ʻo hangē ko ʻenau ngaahi filioʻi:

3 et Folk, som uden Ophør krænker mig op i mit Åsyn, som slagter Ofre i Haver, lader Offerild lue på Teglsten,

Ko e kakai ʻoku fakahouhau kiate au maʻuaipē ki hoku fofonga; ʻoku fai feilaulau ʻi he ngaahi ngoue, pea ʻoku tutu ʻae meʻa namu kakala ʻi he ngaahi ʻesi makaʻumea;

4 som tager Sæde i Grave og om Natten er på skjulte Steder, som spiser Svinekød og har væmmelige Ting i deres Skåle,

‌ʻAkinautolu ʻoku nofo ʻi he ngaahi tanuʻanga, pea ʻi he ngaahi fale māʻolunga, ʻoku kai ʻae kakano ʻoe puaka, pea ko e vaihū ʻoe ngaahi meʻa fakalielia ʻoku ʻi he ʻenau ngaahi ipu;

5 som siger: "Bliv mig fra Livet, rør mig ej, jeg gør dig hellig!" De Folk er som Røg i min Næse, en altid luende Ild;

‌ʻAkinautolu ʻoku pehē, ‘Tuʻu tokotaha pe koe, ʻoua ʻe haʻu ke ofi kiate au; he ʻoku ou māʻoniʻoni hake ʻiate koe.’ Ko e ʻohuafi ʻakinautolu ni ʻi hoku fofonga, ko e afi ʻoku ulo ʻi he ʻaho kotoa pē.

6 se, det står skrevet for mit Åsyn, jeg tier ej, før jeg får betalt det, betalt dem i deres Brystfold

“Vakai, ʻoku tohi ʻi hoku ʻao: ʻE ʻikai te u fakalongo pe, ka te u totongi, ʻio, ʻe ai ʻae totongi ki honau fatafata.

7 deres egen og Fædrenes Brøde, begge med hinanden, siger HERREN, de, som tændte Offerild på Bjergene og viste mig Hån på Højene: deres Løn vil jeg tilmåle dem, betale dem i deres Brystfold.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “Ko hoʻomou angahia, mo e angahala ʻa hoʻomou ngaahi tamai fakataha, ʻakinautolu kuo tutu ʻae meʻa namu kakala ʻi he ngaahi moʻunga, pea kape kiate au ʻi he ngaahi potu tafungofunga: ko ia te u fua ʻa ʻenau muʻaki ngāue ki honau fatafata.

8 Så siger HERREN: Som man, når der findes Saft i Druen, siger: "Læg den ej øde, thi der er Velsignelse deri!" så gør jeg for mine Tjeneres Skyld for ikke at ødelægge alt.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “ʻO hangē ʻoku ʻilo ʻae uaine foʻou ʻi he fuhi, pea ʻoku pehē ʻe ha taha, ‘ʻoua ʻe fakaʻauha ia; he ʻoku ʻi ai ha tāpuaki;’ te u fai pehē koeʻuhi ko ʻeku kau tamaioʻeiki, koeʻuhi ke ʻoua naʻaku fakaʻauha ʻakinautolu kotoa pē.

9 Sæd lader jeg gro af Jakob og af Juda mine Bjerges Arving; dem skal mine udvalgte arve, der skal mine Tjenere bo;

Pea te u ʻomi ha hako meia Sēkope, pea mei Siuta ha taha ke maʻu hoku ngaahi moʻunga: pea ʻe maʻu ia ʻe hoku kakai fili, pea ʻe nofo ai ʻa ʻeku kau tamaioʻeiki.

10 Saron bliver Småkvægets Græsgang, i Akors Dal skal Hornkvæget ligge for mit Folk, som opsøger mig.

Pea ʻe hoko ʻa Saloni ko e loto ʻā ʻae fanga sipi, pea ko e teleʻa ʻo ʻAkoli ko e tokotoʻanga ʻoe fanga manu, maʻa hoku kakai ʻaia kuo kumi kiate au.

11 Men I, som svigter HERREN og glemmer mit hellige Bjerg, dækker Bord for Lykkeguden, blander Drikke for Skæbneguden,

“Ka ko kimoutolu kuo mou liʻaki ʻa Sihova, kuo fakangalongaloʻi hoku moʻunga tapu, ʻoku mou teuteu ha keinangaʻanga maʻa Kata, pea ʻoku ʻatu ʻae feilaulau inu kia Meni.

12 jeg giver jer Sværdet i Vold, I skal alle knæle til Slagtning, fordi I ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min Vilje.

Ko ia te u lau ai ʻakimoutolu ki he heletā, pea te mou punou kotoa pē ki he tāmateʻi: koeʻuhi ʻi heʻeku ui, naʻe ʻikai te mou tali; ʻi heʻeku lea, naʻe ʻikai te mou fanongo; ka naʻa mou fai kovi ʻi hoku ʻao, mo fili ʻaia naʻe ʻikai te u fiemālie ai.

13 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, mine Tjenere skal spise, men I skal sulte, se, mine Tjenere skal drikke, men I skal tørste, se, mine Tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes,

Ko ia ʻoku pehē ʻe he ʻOtua ko Sihova, “Vakai, ʻe kai ʻe heʻeku kau tamaioʻeiki, ka te mou fiekaia: vakai, ʻe inu ʻe heʻeku kau tamaioʻeiki, ka te mou fieinua: vakai, ʻe fiefia ʻeku kau tamaioʻeiki, ka e mā ʻakimoutolu.

14 se, mine Tjenere skal juble af Hjertens Fryd, men I skal skrige af Hjerteve, jamre af sønderbrudt Ånd.

Vakai, ʻe hivehiva ʻeku kau tamaioʻeiki koeʻuhi ko e fiefia ʻoe loto, ka te mou tangi koeʻuhi ko e mamahi ʻoe loto, pea ʻe tangilāulau ʻi he mamahi ʻoe laumālie.

15 Eders Navn skal I efterlade mine udvalgte som Forbandelsesord: "Den Herre HERREN give dig slig en Død!" Men mine Tjenere skal kaldes med et andet Navn.

Pea te mou tuku homou hingoa ko e fakamamahi kiate kinautolu kuo u fili: koeʻuhi ʻe tāmateʻi ʻakimoutolu ʻe he ʻEiki ko Sihova, pea ui ʻene kau tamaioʻeiki ʻaki ha hingoa kehe:

16 Den, som velsigner sig i Landet, velsigner sig ved den trofaste Gud, og den, der sværger i Landet, sværger ved den trofaste Gud; thi glemt er de fordums Trængsler, skjult for mit Blik.

Koeʻuhi ko ia ʻoku ne tāpuaki ia ʻi he fonua te ne tāpuaki ia ʻi he ʻOtua ʻoe moʻoni; pea ko ia ʻoku fuakava ʻi he fonua te ne fuakava ʻi he ʻOtua ʻoe moʻoni; koeʻuhi kuo fakangalo ʻae ngaahi muʻaki mamahi, pea koeʻuhi kuo fakafufū ia mei hoku fofonga.

17 Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i Hu;

“Vakai, he ʻoku ou fakatupu ʻae ngaahi langi foʻou pea mo e fonua foʻou: pea ʻe ʻikai manatu ʻaia naʻe ʻi muʻa, pe ai ha manatu loto ki ai.

18 men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til Jubel, dets Folk til Fryd;

Ka ke fiefia ʻakimoutolu pea nekeneka ʻo taʻengata ʻi he meʻa ʻoku ou fakatupu: he vakai, ʻoku ou ngaohi ʻa Selūsalema ko e fiefiaʻanga, pea ke fiefia ʻa hono kakai.

19 jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit Folk; der skal ej mer høres Gråd, ej heller Skrig.

Pea te u fiefia ia Selūsalema, pea nekeneka ʻi hoku kakai: pea ʻe ʻikai ha toe fanongo ki ha leʻo ʻoe tangi ʻiate ia, pe ko e leʻo ʻoe tangi mamahi.

20 Der skal ikke være Børn, der dør som spæde, eller Olding, som ikke når sine Dages Tal thi den yngste, som dør, er hundred År, og forbandet er den, som ej når de hundred.

“ʻE ʻikai toe ʻai ʻi ai ha tamasiʻi ʻoku moʻui fuonounou, pe ko ha tangata motuʻa ʻoku taʻekakato hono ngaahi ʻaho: he ko ia ʻe mate ʻi hono teau taʻu ʻe mate ko e tamasiʻi pe; pea ko e tangata angahala ʻoku mate ʻi hono teau taʻu ʻe malaʻia ia.

21 Da bygger de Huse og bor der selv, planter Vin og spiser dens Frugt;

Pea te nau langa ʻae ngaahi fale, pea nofo ai; pea te nau tō ʻae ngaahi vaine, pea kai ʻae fua ʻo ia.

22 de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit Folk skal opnå Træets Alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med Hånd;

‌ʻE ʻikai te nau langa, kae nofo ai ha taha kehe; ʻe ʻikai te nau tō, kae kai ʻe ha taha kehe: he ʻoku hangē ko e ngaahi ʻaho ʻoe ʻakau ʻoku pehē ʻae ngaahi ʻaho ʻo hoku kakai, pea ʻe leleiʻia fuoloa ʻae kakai kuo u fili ʻi he ngāue ʻa honau nima.

23 de skal ikke have Møje forgæves, ej avle Børn til brat Død; thi de er HERRENs velsignede Æt og har deres Afkom hos sig.

‌ʻE ʻikai te nau ngāue taʻeʻaonga, pe fanauʻi ki he mamahi; he ko e hako ʻakinautolu kuo monūʻia ʻia Sihova, pea mo ʻenau fānau fakataha mo kinautolu.

24 Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg.

Pea ʻe hoko ʻo pehē, ʻi he teʻeki te nau ui, te u tali; pea ʻi he lolotonga ʻenau lea, te u ongoʻi.

25 Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland, siger HERREN.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “ʻE kai fakataha ʻae ulofi mo e lami, pea ʻe kai ʻe he laione ʻae kau ʻoe koane ʻo hangē ko e pulu: pea ko e meʻakai ʻoe ngata ko e efu. ʻE ʻikai te nau fakamamahi pe fakaʻauha ʻi [ha potu ʻo ]hoku moʻunga māʻoniʻoni kotoa pē.”