1 Mosebog 8

1 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;

A Bog se opomenu Noja i svijeh zvijeri i sve stoke što bjehu s njim u kovèegu; i posla Bog vjetar na zemlju da uzbije vodu.

2 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,

I zatvoriše se izvori bezdanu i ustave nebeske, i dažd s neba prestade.

3 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.

I stade voda opadati na zemlji, i jednako opadaše poslije sto i pedeset dana;

4 På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,

Te se ustavi kovèeg sedmoga mjeseca dana sedamnaestoga na planini Araratu.

5 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.

I voda opadaše sve veæma do desetoga mjeseca; i prvoga dana desetoga mjeseca pokazaše se vrhovi od brda.

6 Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,

A poslije èetrdeset dana otvori Noje prozor na kovèegu, koji bješe naèinio;

7 og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.

I ispusti gavrana, koji jednako odlijetaše i dolijetaše dokle ne presahnu voda na zemlji.

8 Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;

Pa pusti i golubicu da bi vidio je li opala voda sa zemlje.

9 men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.

A golubica ne našavši gdje bi stala nogom svojom vrati se k njemu u kovèeg, jer još bješe voda po svoj zemlji; i Noje pruživši ruku uhvati je i uze k sebi u kovèeg.

10 Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;

I poèeka još sedam dana, pa opet ispusti golubicu iz kovèega.

11 ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.

I pred veèe vrati se k njemu golubica, i gle, u kljunu joj list maslinov, koji bješe otkinula; tako pozna Noje da je opala voda sa zemlje.

12 Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.

Ali poèeka još sedam dana, pa opet ispusti golubicu, a ona mu se više ne vrati.

13 I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.

Šest stotina prve godine vijeka Nojeva prvi dan prvoga mjeseca usahnu voda na zemlji; i Noje otkri krov na kovèegu, i ugleda zemlju suhu.

14 På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

A drugoga mjeseca dvadeset sedmoga dana bješe sva zemlja suha.

15 Da sagde Gud til Noa:

Tada reèe Bog Noju govoreæi:

16 "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner

Izidi iz kovèega ti i žena tvoja i sinovi tvoji i žene sinova tvojih s tobom;

17 og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"

Sve zvijeri što su s tobom od svakoga tijela, ptice i stoku i što god gamiže po zemlji, izvedi sa sobom, neka se raziðu po zemlji, i neka se plode i množe na zemlji.

18 Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;

I izide Noje i sinovi njegovi i žena njegova i žene sinova njegovijeh s njim.

19 og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.

Sve zvijeri, sve sitne životinje, sve ptice i sve što se mièe po zemlji po svojim vrstama izidoše iz kovèega.

20 Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.

I naèini Noje žrtvenik Gospodu, i uze od svake èiste stoke i od svijeh ptica èistijeh, i prinese na žrtveniku žrtve paljenice.

21 Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!

I Gospod omirisa miris ugodni, i reèe u srcu svojem: neæu više kleti zemlje s ljudi, što je misao srca èovjeèijega zla od malena; niti æu više ubijati svega što živi, kao što uèinih.

22 Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

Otsele dokle bude zemlje, neæe nestajati sjetve ni žetve, studeni ni vruæine, ljeta ni zime, dana ni noæi.

A Dove is Sent Forth from the Ark