Prædikeren 3

1 Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:

A cungkuem dongah a tuetang om tih vaan hmuikah kongaih boeih dongah khaw a tue om.

2 Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,

Cun ham tue neh duek ham tue khaw om. Aka phung hamla phung ham tue neh haih ham tue om.

3 Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,

Ngawn ham tue neh hoeih sak ham tue khaw om. Phae ham tue neh sak ham tue khaw om.

4 Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,

Rhah tue neh luem tue khaw om. Rhaengsae tue neh soipet tue khaw om.

5 Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,

Lungto voeih tue neh lungto calui tue khaw om. Kop tue neh a kop lamloh lakhla tue khaw om.

6 Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,

Tlap tue neh paltham tue khaw om. Ngaithuen tue neh voeih tue khaw om.

7 Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,

Phen tue neh bo tue khaw om. Duem om ham tue neh thui tue khaw om.

8 Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.

Lungnah tue neh thiinah tue om. Caemtloek tue neh rhoepnah tue om.

9 Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?

Anih thakthaekung lamloh mebang rhoeikhangnah lae a saii?

10 Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

Anih te phaep hamla Pathen loh hlang ca rhoek soah a paek te khaw bibi la ka hmuh.

11 Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.

A cungkuem he amah tue neh sakthen la a saii tih kumhal kah te khaw amih lungbuei ah a khueh pah. Te pawt cakhaw, a tong lamloh a bawt hil Pathen loh a saii bibi te hlang loh a hmuh moenih.

12 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever.

Amah hingnah dongah kohoe ham neh a then saii ham lakah amih ham a then a om moenih.

13 Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.

Hlang boeih he khaw ca mai saeh lamtah o mai saeh, hnothen khaw hmu mai saeh. Te te amah kah thakthaenah cungkuem khuiah Pathen kah kutdoe ni.

14 Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn.

Pathen loh a cungkuem a saii tila ka ming. Amah tah kumhal duela om. Amah soah thap ham om pawt tih anih lamkah te yueh ham khaw a om bal moenih. Te dongah a mikhmuh ah a rhih uh ham ni Pathen loh a saii.

15 Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.

Aka om oepsoeh te khaw, aka om ham te khaw om oepsoeh coeng. Te dongah a hloem tangtae te Pathen loh a toem.

16 Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted.

Laitloeknah hmuen ah halangnah hnap om tih, duengnah hmuen ah halangnah hnap a om te khomik hmuiah koep ka hmuh.

17 Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.

Ka lungbuei ah tah, “A kongaih boeih ham neh a bibi boeih ham khaw a tue a om coeng dongah, aka dueng neh halang khaw Pathen loh lai a tloek ni,” ka ti.

18 Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"

Hlang ca rhoek kah dumlai dongah khaw ka lungbuei ah, “Amih te Pathen loh coelh saeh lamtah, amih bang he rhamsa ni amamih loh hmu saeh,” ka ti mai.

19 Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.

Hlang ca rhoek kah a hmatoeng neh rhamsa kah hmatoeng khaw hmatoeng pakhat ni. Amih ham he kah dueknah bangla ke dueknah khaw om tih a cungkuem ham hil pakhat la om. Te dongah rhamsa lakah hlang kah kumkonah a om moenih. A cungkuem he a honghi ni.

20 Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.

A cungkuem he hmuen pakhat la cet. A cungkuem he laipi lamloh ha thoeng. A cungkuem he laipi la mael.

21 Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer nedad til Jorden?

Hlang ca rhoek kah mueihla tah a so la cet tih rhamsa mueihla tah diklai khuila a suntlak thuk khaw ulong a ming?

22 Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?

Te dongah a hamsum bangla a bibi dongah hlang a kohoe lakah ah a then om pawh tila ka hmuh. A hnukah aka thoeng ham te hmuh sak hamla ulong anih a khuen thai?