Prædikeren 10

1 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd.

Muscae morientes perdunt suavitatem unguenti. Pretiosior est sapientia et gloria, parva et ad tempus stultitia.

2 Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,

Cor sapientis in dextera eius, et cor stulti in sinistra illius.

3 Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre.

Sed et in via stultus ambulans, cum ipse insipiens sit, omnes stultos aestimat.

4 Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.

Si spiritus potestatem habentis ascenderit super te, locum tuum ne demiseris: quia curatio faciet cessare peccata maxima.

5 Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:

Est malum quod vidi sub sole, quasi per errorem egrediens a facie principis:

6 Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.

positum stultum in dignitate sublimi, et divites sedere deorsum.

7 Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.

Vidi servos in equis: et principes ambulantes super terram quasi servos.

8 Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange;

Qui fodit foveam, incidet in eam: et qui dissipat sepem, mordebit eum coluber.

9 den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare.

Qui transfert lapides, affligetur in eis: et qui scindit ligna, vulnerabitur ab eis.

10 Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom.

Si retusum fuerit ferrum, et hoc non ut prius, sed hebetatum fuerit, multo labore exacuetur, et post industriam sequetur sapientia.

11 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst.

Si mordeat serpens in silentio, nihil eo minus habet qui occulte detrahit.

12 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde;

Verba oris sapientis gratia: et labia insipientis praecipitabunt eum:

13 hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.

Initium verborum eius stultitia, et novissimum oris illius error pessimus.

14 Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?

Stultus verba multiplicat. Ignorat homo quid ante se fuerit: et quid post se futurum sit, quis ei poterit indicare?

15 Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.

Labor stultorum affliget eos, qui nesciunt in urbem pergere.

16 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry.

Vae tibi terra, cuius rex puer est, et cuius principes mane comedunt.

17 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.

Beata terra, cuius rex nobilis est, et cuius principes vescuntur in tempore suo ad reficiendum, et non ad luxuriam.

18 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset.

In pigritiis humiliabitur contignatio, et in infirmitate manuum perstillabit domus.

19 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje.

In risum faciunt panem, et vinum ut epulentur viventes: et pecuniae obediunt omnia.

20 End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.

In cogitatione tua regi ne detrahas, et in secreto cubiculi tui ne maledixeris diviti: quia et aves caeli portabunt vocem tuam, et qui habet pennas annunciabit sententiam.