2 Samuel 22
1 David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
I izgovori David Gospodu rijeèi ove pjesme, kad ga izbavi Gospod iz ruku svijeh neprijatelja njegovijeh i iz ruke Saulove;
2 Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
I reèe: Gospod je moja stijena i grad moj i izbavitelj moj.
3 min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
Bog je stijena moja, u njega æu se uzdati, štit moj i rog spasenja mojega, zaklon moj i utoèište moje, spasitelj moj, koji me izbavlja od sile.
4 Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
Prizivljem Gospoda, kojega valja hvaliti, i opraštam se neprijatelja svojih.
5 Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
Jer obuzeše me smrtni bolovi, potoci nevaljalijeh ljudi uplašiše me.
Bolovi grobni opkoliše me, stegoše me zamke smrtne. (Sheol h7585)
7 i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
U tjeskobi svojoj prizvah Gospoda, i k Bogu svojemu povikah, on èu iz dvora svojega glas moj, i vika moja doðe mu do ušiju.
8 Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
Zatrese se i pokoleba se zemlja, temelji nebesima zadrmaše se i pomjeriše se, jer se on razgnjevi.
9 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
Podiže se dim iz nozdara njegovijeh i iz usta njegovijeh oganj koji proždire, živo ugljevlje otskakaše od njega.
10 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
Savi nebesa i siðe; a mrak bijaše pod nogama njegovijem.
11 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
I sjede na heruvima i poletje, i pokaza se na krilima vjetrnijem.
12 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
Od mraka naèini oko sebe šator, od mraènijeh voda, oblaka vazdušnijeh.
13 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
Od sijevanja pred njim goraše živo ugljevlje.
14 HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
Zagrmje s nebesa Gospod, i višnji pusti glas svoj.
15 han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
Pusti strijele svoje, i razmetnu ih; munje, i razasu ih.
16 Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
Pokazaše se dubine morske, i otkriše se temelji vasiljenoj od prijetnje Gospodnje, od dihanja duha iz nozdara njegovijeh.
17 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
Tada pruži s visine ruku i uhvati me, izvuèe me iz vode velike.
18 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
Izbavi me od neprijatelja mojega silnoga i od mojih nenavidnika, kad bijahu jaèi od mene.
19 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
Ustaše na me u dan nevolje moje, ali mi Gospod bi potpora.
20 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
I izvede me na prostrano mjesto, izbavi me, jer sam mu mio.
21 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti ruku mojih dariva me.
22 thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
Jer se držah putova Gospodnjih, i ne odmetnuh se Boga svojega.
23 hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
Nego su svi zakoni njegovi preda mnom, i zapovijesti njegovijeh ne uklanjam od sebe.
24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
I bih mu vjeran, i èuvah se od bezakonja svojega.
25 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti mojoj pred oèima njegovima.
26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
Sa svetima postupaš sveto, s èovjekom vjernijem vjerno;
27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
S èistijem èisto postupaš, a s nevaljalijem nasuprot njemu.
28 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
Jer pomažeš narodu nevoljnom, a na ponosite spuštaš oèi svoje i ponižavaš ih.
29 Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
Ti si vidjelo moje, Gospode, i Gospod prosvjetljuje tamu moju.
30 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
S tobom razbijam vojsku, s Bogom svojim skaèem preko zida.
31 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
Put je Božji vjeran, rijeè Gospodnja èista. On je štit svjema koji se uzdaju u nj.
32 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
Jer ko je Bog osim Gospoda? i ko je stijena osim Boga našega?
33 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
Bog je krjepost moja i sila moja, i èini da mi je put bez mane.
34 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
Daje mi noge kao u jelena, i na visine moje stavlja me.
35 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
Uèi ruke moje boju, te lome luk mjedeni mišice moje.
36 Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
Ti mi daješ štit spasenja svojega, i milost tvoja èini me velika.
37 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
Širiš korake moje poda mnom, te se ne omièu gležnji moji.
38 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
Tjeram neprijatelje svoje, i potirem ih, i ne vraæam se dokle ih ne istrijebim.
39 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
I istrebljujem ih, i obaram ih da ne mogu ustati, nego padaju pod noge moje.
40 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
Jer me ti opasuješ snagom za boj: koji ustanu na me, obaraš ih poda me.
41 du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
Neprijatelja mojih pleæi ti mi obraæaš, i potirem nenavidnike svoje.
42 De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
Obziru se, ali nema pomagaèa: vièu ka Gospodu, ali ih ne sluša.
43 Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.
Satirem ih kao prah zemaljski, kao blato po ulicama gazim ih i razmeæem.
44 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
Ti me izbavljaš od bune naroda mojega, èuvaš me da sam glava narodima; narod kojega ne poznavah služi mi.
45 Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
Tuðini laskaju mi, èujuæi pokoravaju mi se.
46 Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
Tuðini blijede, dršæu u gradovima svojim.
47 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
Živ je Gospod, i da je blagoslovena stijena moja. Da se uzvisi Bog, stijena spasenja mojega.
48 den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
Bog, koji mi daje osvetu, i pokorava mi narode,
49 og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
Koji me izvodi iz neprijatelja mojih, i podiže me nad one koji ustaju na me, i od èovjeka žestoka izbavlja me.
50 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
Toga radi hvalim te, Gospode, po narodima, i pojem imenu tvojemu,
51 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
Koji slavno izbavljaš cara svojega, i èiniš milost pomazaniku svojemu Davidu i sjemenu njegovu dovijeka.
