2 Korinterne 10

1 Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder",

Nangcae hoi nawnto oh naah misa ka set moe, nangcae hoi angtla naah misa ka hoih, tiah na poek o ih, Kai, Pawl mah, Kri tuinom hoi poeknaemhaih hoiah kang pacae o:

2 ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.

kai kang zoh naah, long taksa koehhaih baktiah kho ka sak o, tiah poekhaih tawn thoemto kaminawk to misahoihaih hoiah ka thuitaek han, tiah poekhaih ka tawnh; toe nangcae khae kang zoh naah, to baktih misahoihaih hoiah kang zoh han ai ah, tahmenhaih kang hnik o.

3 Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet;

Kaicae loe taksa ah ka oh o, toe taksa koehhaih baktiah misa ka tuh o ai:

4 thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse,

(kaicae misatukhaih maiphaw loe taksa maiphaw na ai, Sithaw rang hoiah sipae amtimsak thaih Sithaw thacakhaih to ni maiphaw ah ka patoh o; )

5 idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus

to maiphaw patohhaih rang hoiah ni lok angaekhaih, Sithaw panoek thaih han ai ah pakaahaih ah kaom amoekhaih, misong ah oh koehhaih palungthin tawn kaminawk boih mah Kri ih lok to tahngaih o.

6 og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen.

Nangcae ih lok tahngaihaih hoiah na koep o naah, lok tahngai ai kaminawk danpaek hanah kam sak o coek boeh.

7 Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, således gøre vi det også.

Nangcae loe anui aphawn ah amtuenghaih maw na khet o? Mi kawbaktih doeh angmah hoi angmah to Kri ih kami ah ka oh, tiah poek nahaeloe, anih loe Kri ih kami ah oh baktih toengah, kaicae doeh Kri ih kami ah ni ka oh o toeng, tiah angmah hoi angmah poekhaih tawn let raeh nasoe.

8 Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,

Nangcae amro han ih na ai ah, na qoeng o tahang thai hanah, Angraeng mah kaicae han paek ih sakthaihaih to ka zat haih mak ai; kam oek haih aep han:

9 for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;

ka tarik ih ca loe nangcae pazihhaih ca baktiah ohsak moeng han ka koeh ai.

10 thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.

Nihcae mah, Pawl ih capatnawk loe hmuen kazit ah oh moe, thacak; toe a takpum loe thacak ai kami ah oh, a thuih ih lok loe avanghaih tidoeh om ai, tiah thuih o.

11 En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.

Nangcae hoi nawnto ka oh naah ka sak ih tok loe, nangcae hoi kangthla ah ka oh naah tarik ih ca hoiah lahhaih om mak ai, tito to kaminawk mah panoek o han oh.

12 Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv.

Nihcae loe angmacae hoi angmacae angtah o moe, maeto hoi maeto angnoek o pongah, nihcae loe palungha ai kami ah oh o; kaicae loe angmah hoi angmah amkoeh kaminawk hoi nawnto kroek hmaek hanih maw, to tih ai boeh loe patah hanih ka koeh o ai.

13 Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå også til eder.

Kaicae loe ka tah o ih hmuennawk pong kamtlai ah kam oek o mak ai, Sithaw mah kaicae han paek ih tahhaih dan baktiah ni kam oek o haih han, nangcae doeh to baktih tahhaih thungah na thum o toeng.

14 Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder; vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium,

Nangcae khae khoek to sakthaihaih akaa ka tawn o ai baktih toengah, ka sak o thaih ih hmuennawk pong kamtlai ah ka sah o ai: Kri tamthanglok thuihhaih hoiah ni nangcae khaeah kang zoh o:

15 så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre

kaicae loe tahhaih hmuennawk pong kamtlai ah, minawk toksakhaih thungah kam oek o ai; toe nangcae tanghaih bangah na qoeng o tahang naah loe, ka sak o ih tok to nangcae taengah kaom kaminawk khae khoek to kawk tih, tiah oephaih ka tawnh o,

16 og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.

to tiah ni nangcae ohhaih ahmuen laep ah kahoih tamthanglok to ka taphong o thai tih, minawk kalah mah sak pacoeng ih ahmuen thungah amoek han ka koeh o ai.

17 Men den, som roser sig, rose sig af Herren!

Toe amkoeh kaminawk loe, Angraeng ah amkoeh nasoe.

18 Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.

Angmah hoi angmah amkoeh kami loe tapom han krah ai, Angraeng mah pakoeh ih kami ni tapom han krak.