< 1 Tessalonikerne 2 >

1 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves;
For you yourselves know, brothers, that our coming to you was not useless.
2 men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
You know that we previously suffered and were shamefully treated at Philippi. We were bold in our God to speak to you the gospel of God in much struggling.
3 Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig;
For our exhortation was not from error, nor from impurity, nor from deceit.
4 men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter.
Instead, just as we have been approved by God to be trusted with the gospel, so we speak. We speak, not to please men, but to please God. He is the one who examines our hearts.
5 Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er Vidne;
For we never used words of flattery, as you know, nor as an excuse to cover up greed— God is our witness.
6 ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.
Nor did we seek glory from people, either from you or from others. We could have claimed privileges as apostles of Christ.
7 Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer sine egne Børn,
Instead, we were as gentle among you as a mother comforting her own children.
8 således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
In this way we had affection for you. We were pleased to share with you not only the gospel of God but also our own lives. For you had become very dear to us.
9 I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder.
For you remember, brothers, our labor and toil. Night and day we were working so that we might not weigh down any of you. During that time, we preached to you the gospel of God.
10 I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro;
You are witnesses, and God also, how holy, righteous, and blameless was our behavior toward you who believe.
11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn
In the same way you know how we dealt with each one of you as a father deals with his own children.
12 og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
We were begging you and encouraging and urging you to walk in a manner that is worthy of God, who calls you into his own kingdom and glory.
13 Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig virksomt i eder, som tro.
For this reason we also thank God constantly. For when you received from us God's message that you heard, you accepted it not as the word of man. Instead, you received it as it truly is, the word of God. It is this word that is also at work among you who believe.
14 Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
For you, brothers, became imitators of the churches of God that are in Judea in Christ Jesus. For you also suffered the same things from your own countrymen, as they did from the Jews.
15 der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod,
It was the Jews who killed both the Lord Jesus and the prophets. It was the Jews who drove us out. They do not please God. Instead, they are hostile to all people.
16 idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er kommen over dem fuldtud.
They forbid us to speak to the Gentiles for them to be saved. The result is that they always fill up their own sins. Wrath must come on them in the end.
17 Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at få eders Ansigt at se, under megen Længsel,
We were separated from you, brothers, for a short time, in person not in heart. We were especially eager, with great desire, to see your face.
18 efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, både een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
For we wished to come to you—I, Paul, wished to come to you once and again—but Satan stopped us.
19 Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?
For what is our hope, or joy, or crown of pride in front of our Lord Jesus at his coming? Is it not you just as much as others?
20 I ere jo vor Ære og Glæde.
For you are our glory and our joy.

< 1 Tessalonikerne 2 >