1 Korinterne 11

1 Vorder mine Efterfølgere, ligesom også jeg er Kristi!

KOMAIL idauen ia do duen I kin idauen Krijtuj.

2 Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem.

I kin kapinaki komail omail tamataman ia ni meakan karoj, o dadaurata pun kan, duen i kakalikidi on komail er.

3 Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved.

A i men, komail en ajadar, me Krijtuj tapwin ol akan, a ol me tapwin li, a Kot me tapwin Krijtuj.

4 Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved.

A ma amen amen ren ol akan wia kapakap de kokop ap lijoropedi, a kin kajuedeki pein mon a.

5 Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget.

A ma li amen wia kapakap de kokop, ap jota lijoropedi, nan I kin kajuedeki pein mon a, pwe a rajon me pit en mon a jeijei jan.

6 Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig!

Pwe ma li amen jota lijoropedi, en koteda, a ma a kanamenok li en kotedar o kotokot, i en pwaindi mon a.

7 Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære.

A ol o ender lijoropedi, pwe i me kajanjal o linan en Kot, a li o me linan en ol o.

8 Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand.

Pwe ol jo tapi jan li, a li jan ol o.

9 Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld.

Pwe ol jota wiaui on li, a li wiaui on ol o.

10 Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for Englenes Skyld.

I me li o en kida manaman eu pon mon a pweki tounlan kan,

11 Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.

Ari jo, li amen jota kak mia ma jota ol; o ol amen jota kak mia, ma jota li, a mepukat ren Kaun o.

12 Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud.

Pwe duen li o a tapi jan ol, iduen ol o wiaui kida li, a karoj wiauier ren Kot.

13 Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved?

Komail en pein kajauiada, ma a janjal mau, ma li amen kapakap on Kot, ap jo lijoropedi.

14 Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt Hår, er det ham en Vanære,

De pein komail aja, me kanamenok pan ol, ma a pwili peipei.

15 men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det lange Hår er givet hende som et Slør.

A linan en li a pwilipeipei, pwe pid en mon a en ko on i, en pwaindi i.

16 Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan Skik, og Guds Menigheder ej heller.

A ma amen re omail men akamai, a en aja, me kit jota kin wia due, momodijou en Kot akan pil jo.

17 Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre.

A ni ai kujonededa me pukat i jota kin kapina omail pokon pena, me jota kin ka maui a kajuedeki komail,

18 For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det.

Pwe ni omail pokon pena nan momodijou, i ronadar, me komail kin liak toror pajan, o i mur kamelele.

19 Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder.

Pwe komail en liak toror pajan, pwe me pun kan en janjal kida re omail.

20 Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver.

Komail lao pokon pena waja kij, kaidin i jak kamadip en Kaun o.

21 Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig.

Pwe ni kamadip toun kapar kin amatan maj, a amen men manadar, a amen jokolar.

22 Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.

Jota im omail, waja en mana o nim? De komail kin mamaleki momodijou en Kot o kanamenok ir ala, me jota ar tunol? Da me i en inda? I en kapin komail? Ni mepukat i jota pan kapina.

23 Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød,

Pwe i aleer jan ren Kaun o, me i pwiliki on komail er, me Kaun Iejuj pon ota en a panala, a limada prot,

24 takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!"

Murin a laolaoki, kamauieda, pilitiki pajan, majani: Ale tunole war ai met et, me pilitiki on komail, en wia, pwen katakataman kin ia.

25 Ligeså tog han og, så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!"

A murin jak, a pil kotin limada dal majani: Dal wet iei inau kap, me wiaui kidar nt’ ai. Pan pak en omail nima jan, komail wiaki men kataman kin ia.

26 Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer.

Pwe pan pak en omail kan prot wet o nima jan dal wet, Komail kajanjaleda en Kaun a matala, lao a kotido.

27 Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod.

Ari me kan prot wet o nim jan dal en Kaun o ap jo war on iei me dip ion war o ntan Kaun o.

28 Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken!

Amen amen en kajauiada pein i, ap kan jan prot o nima jan dal o.

29 Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legenet.

Pwe me kan o nim jowar, kin kan o nim kadeik on pein i, pwe a jota kajampwaleki war o.

30 Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen.

Nan i me toto nan pun omail me luetalar o jomaudar, o me toto mairedier.

31 Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte.

Pwe ma kitail kajauiada pein kitail, kitail jota pan pakadeikada.

32 Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden.

A ma kitail pan pakadeikada, kitail pan kalokolok ren Kaun o, pwe kitail de ian men liki lokidokila.

33 Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre!

Ari ri ai ol akan, komail lao pokon pena pwen jak, en papajan pena amen amen.

34 Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg kommer.

A ma amen men manadar, i en mana maj nan im a; pwe komail de pokon penan kadeik o. A me lua kan i pan kapunala ni ai pwara won.