Ordsprogene 23

1 Naar du sidder til Bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,

2 og sæt dig en Kniv paa Struben, i Fald du er alt for sulten.

3 Attraa ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld Kost.

4 Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!

5 Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

6 Spis ej den misundeliges Brød, attraa ikke hans lækre Retter;

7 thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: »Spis og drik!« men hans Hjerte er ikke med dig.

8 Den Bid, du har spist, maa du udspy, du spilder dine fagre Ord.

9 Tal ikke for Taabens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.

10 Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke paa faderløses Mark;

11 thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.

12 Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.

13 Spar ej Drengen for Tugt; naar du slaar ham med Riset, undgaar han Døden;

14 du slaar ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget. (Sheol h7585)

15 Min Søn, er dit Hjerte viist, saa glæder mit Hjerte sig ogsaa,

16 og mine Nyrer jubler, naar dine Læber taler, hvad ret er!

17 Dit Hjerte være ikke skinsygt paa Syndere, men stadig ivrigt i HERRENS Frygt;

18 en Fremtid har du visselig da, dit Haab bliver ikke til intet.

19 Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gaa den lige Vej.

20 Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der fraadser i Kød;

21 thi Dranker og Fraadser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.

22 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!

23 Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

24 Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

25 din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

26 Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

27 Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;

28 ja, som en Stimand ligger hun paa Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

29 Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Saar uden Grund, hvem har sløve Øjne?

30 De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

31 Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider saa glat,

32 men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

33 dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

34 du har det, som laa du midt i Havet, som laa du oppe paa en Mastetop.

35 »De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; naar engang jeg vaagner igen, saa søger jeg atter til Vinen!«