Lukas 20
1 Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
И кад Он у један од оних дана учаше народ у цркви и проповедаше јеванђеље, дођоше главари свештенички и књижевници са старешинама,
2 Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?‟
И рекоше Му говорећи: Кажи нам каквом власти то чиниш? Или ко ти је дао власт ту?
3 Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
А Он одговарајући рече им: и ја ћу вас упитати једну реч, и кажите ми:
4 Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?‟
Крштење Јованово или би с неба или од људи?
5 Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
А они помишљаху у себи говорећи: Ако кажемо с неба, рећи ће: Зашто му дакле не веровасте?
6 Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.‟
Ако ли кажемо од људи, сав ће нас народ побити камењем; јер сви вероваху да Јован беше пророк.
7 Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.
И одговорише: Не знамо откуда.
8 Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.‟
А Исус им рече: Ни ја вама нећу казати каквом власти ово чиним.
9 Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.
А народу поче казивати причу ову: Један човек посади виноград, и даде га виноградарима па отиде на подуго времена.
10 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
И у време посла к виноградарима слугу да му даду од рода виноградског; али виноградари избише га, и послаше празног.
11 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.
И посла опет другог слугу; а они и оног избише и осрамотивши послаше празног.
12 Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.
И посла опет трећег; а они и оног ранише, и истераше.
13 Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.
Онда рече господар од винограда: Шта ћу чинити? Да пошаљем сина свог љубазног: еда се како застиде кад виде њега.
14 Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
А виноградари видевши њега мишљаху у себи говорећи: Ово је наследник; ходите да га убијемо да наше буде достојање.
15 Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?
И изведоше га напоље из винограда и убише. Шта ће дакле учинити њима господар од винограда?
16 Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.‟ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!‟
Доћи ће и погубиће ове виноградаре, и даће виноград другима. А они што слушаху рекоше: Не дао Бог!
17 Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
А Он погледавши на њих рече: Шта значи дакле оно у писму: Камен који одбацише зидари онај поста глава од угла?
18 Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟
Сваки који падне на тај камен разбиће се; а на кога он падне сатрће га.
19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
И гледаху главари свештенички и књижевници у онај час да дигну руке на Њ; али се побојаше народа, јер разумеше да њима ову причу каза.
20 Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
И пажаху на Њега, и послаше вребаче, који се грађаху као да су побожни: не би ли Га ухватили у речи да Га предаду поглаварима и власти судијиној.
21 Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
И упиташе Га говорећи: Учитељу! Знамо да право говориш и учиш, и не гледаш ко је ко, него заиста учиш путу Божијем:
22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?‟
Треба ли нам ћесару давати харач, или не?
23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?
А Он разумевши њихово лукавство рече им: Шта ме кушате?
24 Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?‟ Men de svarede og sagde: „Kejserens.‟
Покажите ми динар; чији је на њему образ и натпис? А они одговарајући рекоше: Ћесарев.
25 Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟
А Он им рече: Подајте дакле шта је ћесарево ћесару, а шта је Божије Богу.
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
И не могоше речи Његове покудити пред народом; и дивише се одговору Његовом, и умукоше.
27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
А приступише неки од садукеја који кажу да нема васкрсења, и питаху Га
28 „Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
Говорећи: Учитељу! Мојсије нам написа: Ако коме умре брат који има жену, и умре без деце, да брат његов узме жену, и да подигне семе брату свом.
29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
Беше седам браће, и први узе жену, и умре без деце;
30 Ligesaa den anden.
И узе други жену, и он умре без деце;
31 Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
И трећи је узе; а тако и сви седам; и не оставише деце, и помреше;
32 Men til sidst døde ogsaa Hustruen.
А после свих умре и жена.
33 Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟
О васкрсењу дакле кога ће од њих бити жена? Јер је она седморици била жена.
И одговарајући Исус рече им: Деца овог света жене се и удају; (aiōn g165)
35 men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
А који се удостоје добити онај свет и васкрсење из мртвих нити ће се женити ни удавати; (aiōn g165)
36 Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
Јер више не могу умрети; јер су као анђели; и синови су Божији кад су синови васкрсења.
37 Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
А да мртви устају, и Мојсије показа код купине где назива Господа Бога Авраамовог и Бога Исаковог и Бога Јаковљевог.
38 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.‟
А Бог није Бог мртвих него живих; јер су Њему сви живи.
39 Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.‟
А неки од књижевника одговарајући рекоше: Учитељу! Добро си казао.
40 Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
И већ не смеху ништа да Га запитају. А Он им рече:
41 Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
Како говоре да је Христос син Давидов?
42 David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
Кад сам Давид говори у псалтиру: Рече Господ Господу мом: седи мени с десне стране,
43 indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
Док положим непријатеље твоје подножје ногама твојим.
44 Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟
Давид дакле Њега назива Господом; па како му је син?
45 Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:
А кад сав народ слушаше, рече ученицима својим:
46 „Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,
Чувајте се од књижевника, који хоће да иду у дугачким хаљинама, и траже да им се клања по улицама, и првих места по зборницама, и зачеља на гозбама;
47 de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.‟
Који једу куће удовичке, и лажно се моле Богу дуго. Они ће још већма бити осуђени.
