< Lukas 20 >

1 Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
It happened on one of those days, as he was teaching the people in the temple and proclaiming the Good News, that the chief cohanim and scribes came to him with the elders.
2 Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?‟
They asked him, "Tell us: by what authority do you do these things? Or who is giving you this authority?"
3 Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
He answered them, "I also will ask you one question. Tell me:
4 Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?‟
the immersion of John, was it from heaven, or from man?"
5 Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
They reasoned with themselves, saying, "If we say, 'From heaven,' he will say, 'Why did you not believe him?'
6 Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.‟
But if we say, 'From man,' all the people will stone us, for they are persuaded that John was a prophet."
7 Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.
They answered that they did not know where it was from.
8 Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.‟
Yeshua said to them, "Neither will I tell you by what authority I do these things."
9 Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.
He began to tell the people this parable. "A man planted a vineyard, and rented it out to some farmers, and went on a journey for a long time.
10 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
At the proper season, he sent a servant to the farmers to collect his share of the fruit of the vineyard. But the farmers beat him, and sent him away empty.
11 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.
He sent yet another servant, and they also beat him, and treated him shamefully, and sent him away empty.
12 Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.
He sent yet a third, and they also wounded him, and threw him out.
13 Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.
The lord of the vineyard said, 'What am I to do? I will send my beloved son. It may be that they will respect him.'
14 Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
"But when the farmers saw him, they reasoned among themselves, saying, 'This is the heir. Let us kill him, that the inheritance may be ours.'
15 Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?
They threw him out of the vineyard, and killed him. What therefore will the lord of the vineyard do to them?
16 Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.‟ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!‟
He will come and destroy these farmers, and will give the vineyard to others." When they heard it, they said, "May it never be."
17 Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
But he looked at them, and said, "Then what is this that is written, 'The stone which the builders rejected, the same was made the chief cornerstone?'
18 Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟
Everyone who falls on that stone will be broken to pieces; but on whomever it falls, it will crush him."
19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
The chief cohanim and the scribes sought to lay hands on him that very hour, but they feared the people—for they knew he had spoken this parable against them.
20 Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
They watched him, and sent out spies, who pretended to be righteous, that they might trap him in something he said, so as to deliver him up to the power and authority of the governor.
21 Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
They asked him, "Teacher, we know that you say and teach what is right, and are not partial to anyone, but truly teach the way of God.
22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?‟
Is it lawful for us to pay taxes to Caesar, or not?"
23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?
But he perceived their craftiness, and said to them,
24 Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?‟ Men de svarede og sagde: „Kejserens.‟
"Show me a denarius. Whose image and inscription are on it?" They answered, "Caesar's."
25 Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟
He said to them, "Then give to Caesar the things that are Caesar's, and to God the things that are God's."
26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
They weren't able to trap him in his words before the people. And amazed at his answer, they fell silent.
27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
Some of the Sadducees came to him, those who deny that there is a resurrection.
28 „Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
They asked him, "Teacher, Moses wrote to us that if a man's brother dies having a wife, and he is childless, his brother should take the wife, and raise up children for his brother.
29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
There were therefore seven brothers. The first took a wife, and died childless.
30 Ligesaa den anden.
The second and
31 Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
the third took her, and likewise the seven all left no children, and died.
32 Men til sidst døde ogsaa Hustruen.
Afterward the woman also died.
33 Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟
Therefore in the resurrection whose wife of them will she be? For the seven had her as a wife."
34 Og Jesus sagde til dem: „Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; (aiōn g165)
Yeshua said to them, "The people of this age marry and are given to someone to marry. (aiōn g165)
35 men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
But those who are regarded as worthy of a place in that age and the resurrection from the dead neither marry nor are given to someone to marry. (aiōn g165)
36 Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
For they cannot die any more, for they are like the angels, and are children of God, being children of the resurrection.
37 Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
But that the dead are raised, even Moses showed at the bush, when he called the Lord 'The God of Abraham, and the God of Isaac, and the God of Jacob.'
38 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.‟
Now he is not the God of the dead, but of the living, for all are alive to him."
39 Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.‟
Some of the scribes answered, "Teacher, you speak well."
40 Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
They did not dare to ask him any more questions.
41 Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
He said to them, "Why do they say that the Messiah is David's son?
42 David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
David himself says in the scroll of Psalms, 'The Lord said to my Lord, "Sit at my right hand,
43 indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
until I make your enemies the footstool of your feet."'
44 Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟
"David therefore calls him Lord, so how is he his son?"
45 Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:
In the hearing of all the people, he said to his talmidim,
46 „Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,
"Beware of the scribes, who like to walk in long robes, and love greetings in the marketplaces, the best seats in the synagogues, and the best places at feasts;
47 de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.‟
who devour widows' houses, and for a pretense make long prayers: these will receive greater condemnation."

< Lukas 20 >