Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Knyythod is lijf of man on erthe, and his daies ben as the daies of an hired man.
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
As an hert desireth schadowe, and as an hirede man abideth the ende of his werk;
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
so and Y hadde voide monethis, and Y noumbrede trauailous niytes to me.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
If Y schal slepe, Y schal seie, Whanne schal Y rise? and eft Y schal abide the euentid, and Y schal be fillid with sorewis `til to derknessis.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Mi fleisch is clothid with rot, and filthis of dust; my skyn driede vp, and is drawun togidere.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
My daies passiden swiftliere thanne a web is kit doun `of a webstere; and tho daies ben wastid with outen ony hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
God, haue thou mynde, for my lijf is wynde, and myn iye schal not turne ayen, that it se goodis.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Nethir the siyt of man schal biholde me; but thin iyen ben in me, and Y schal not `be in deedli lijf.
As a cloude is wastid, and passith, so he that goith doun to helle, schal not stie; (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
nether schal turne ayen more in to his hows, and his place schal no more knowe hym.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Wherfor and Y schal not spare my mouth; Y schal speke in the tribulacioun of my spirit, Y schal talke togidere with the bitternesse of my soule.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Whether Y am the see, ethir a whal, for thou hast cumpassid me with prisoun?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
If Y seie, My bed schal coumfort me, and Y schal be releeuyd, spekynge with me in my bed;
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
thou schalt make me aferd bi dremys, and thou schalt schake me with `orrour, ethir hidousnesse, `bi siytis.
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
Wherfor my soule `chees hangyng, and my boonys cheesiden deth.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
`Y dispeiride, now Y schal no more lyue; Lord, spare thou me, for my daies ben nouyt.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is a man, for thou `magnifiest hym? ether what settist thou thin herte toward hym?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Thou visitist hym eerly, and sudeynli thou preuest hym.
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Hou long sparist thou not me, nether suffrist me, that Y swolowe my spotele?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Y haue synned; A! thou kepere of men, what schal Y do to thee? Whi hast thou set me contrarie to thee, and Y am maad greuouse to my silf?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Whi doist thou not awei my sinne, and whi takist thou not awei my wickidnesse? Lo! now Y schal slepe in dust, and if thou sekist me eerli, Y schal not abide.
