< Job 38 >

1 Saa svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde: 2 Hvem fordunkler mit Raad med Ord, som er uden Mening? 3 Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 4 Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt! 5 Hvem bestemte dens Maal — du kender det jo — hvem spændte Maalesnor ud derover? 6 Hvorpaa blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten, 7 mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner raabte af Glæde? 8 Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød, 9 dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Taagemulm til Svøb, 10 dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslaa og Døre 11 og sagde: »Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!« 12 Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted, 13 saa den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort, 14 saa den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning? 15 De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust. 16 Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret paa Dybets Bund? 17 Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte? 18 Saa du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er! 19 Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme, 20 saa du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen paa Vej til dets Bolig? 21 Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort! 22 Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes, 23 den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag? 24 Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden? 25 Hvem aabnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej 26 for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor, 27 for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen? 28 Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Draaber? 29 Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim? 30 Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen. 31 Knytter du Syvstjernens Baand, kan du løse Orions Lænker? 32 Lader du Aftenstjernen gaa op i Tide, leder du Bjørnen med Unger? 33 Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden? 34 Kan du løfte Røsten til Sky, saa Vandskyl adlyder dig? 35 Sender du Lynene ud, saa de gaar, og svarer de dig: »Her er vi!« 36 Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt? 37 Hvem er saa viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om, 38 naar Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen? 39 Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers Hunger, 40 naar de dukker sig i deres Huler; ligger paa Lur i Krat? 41 Hvem skaffer Ravnen Æde, naar Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde?

< Job 38 >