Job 32
1 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
Forsothe these thre men leften of to answere Joob, for he semyde a iust man to hem.
2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. Paa Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
And Helyu, the sone of Barachel Buzites, of the kynrede of Ram, was wrooth, and hadde indignacioun; forsothe he was wrooth ayens Joob, for he seide hym silf to be iust bifor God.
3 og paa hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
Sotheli Helyu hadde indignacioun ayens the thre frendis of hym, for thei hadden not founde resonable answere, but oneli hadde condempned Joob.
4 Elihu havde ventet, saa længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
Therfor Helyu abood Joob spekynge, for thei, that spaken, weren eldere men.
5 men da han saa, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
But whanne he hadde seyn, that thre men myyten not answere, he was wrooth greetly.
6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
And Helyu, the sone of Barachel Buzites, answeride, and seyde, Y am yongere in tyme, sotheli ye ben eldere; therfor with heed holdun doun Y dredde to schewe to you my sentence.
7 jeg tænkte: »Lad Alderen tale og Aarenes Mængde kundgøre Visdom!«
For Y hopide that lengere age schulde speke, and that the multitude of yeeris schulden teche wisdom.
8 Dog Aanden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Aande giver dem Indsigt;
But as Y se, spirit is in men, and the enspiryng `ether reuelacioun, of Almyyti God yyueth vndurstondyng.
9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
Men of long lijf ben not wise, and elde men vndurstonden not doom.
10 derfor siger jeg: Hør mig, lad ogsaa mig komme frem med min Viden!
Therfor Y schal seie, Here ye me, and Y also schal schewe my kunnyng to you.
11 Jeg biede paa, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
For Y abood youre wordis, Y herde youre prudence, as long as ye dispuytiden in youre wordis.
12 jeg agtede nøje paa eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar paa hans Ord.
And as long as Y gesside you to seie ony thing, Y bihelde; but as Y se, `noon is of you, that may repreue Joob, and answere to hise wordis;
13 Sig nu ikke: »Vi stødte paa Visdom, Gud maa fælde ham, ikke et Menneske!«
lest perauenture ye seien, We han founde wisdom; God, and not man, hath cast hym awei.
14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
Joob spak no thing to me, and Y not bi youre wordis schal answere hym.
15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
Thei dredden, and answeriden no more, and token awei speche fro hem silf.
16 Skal jeg tøve, fordi de tier og staar der uden at svare et Ord?
Therfor for Y abood, and thei spaken not, thei stoden, and answeriden no more; also Y schal answere my part,
17 Ogsaa jeg vil svare min Del, ogsaa jeg vil frem med min Viden!
and Y schal schewe my kunnyng.
18 Thi jeg er fuld af Ord, Aanden i mit Bryst trænger paa;
For Y am ful of wordis, and the spirit of my wombe, `that is, mynde, constreyneth me.
19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
Lo! my wombe is as must with out `spigot, ether a ventyng, that brekith newe vessels.
20 tale vil jeg for at faa Luft, aabne mine Læber og svare.
Y schal speke, and brethe ayen a litil; Y schal opene my lippis, and Y schal answere.
21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
Y schal not take the persoone of man, and Y schal not make God euene to man.
22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
For Y woot not hou long Y schal abide, and if my Makere take me awei `after a litil tyme.
