< Lukas 18 >

1 Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,
And he spake a parable unto them [to this end], that men ought always to pray, and not to faint;
2 og sagde: „Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undsaa sig for noget Menneske.
Saying, There was in a city a judge, which feared not God, neither regarded man:
3 Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!
And there was a widow in that city; and she came unto him, saying, Avenge me of mine adversary.
4 Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,
And he would not for a while: but afterward he said within himself, Though I fear not God, nor regard man;
5 saa vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig.‟
Yet because this widow troubleth me, I will avenge her, lest by her continual coming she weary me.
6 Men Herren sagde: „Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
And the Lord said, Hear what the unjust judge saith.
7 Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som raabe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, naar det gælder dem?
And shall not God avenge his own elect, which cry day and night unto him, though he bear long with them?
8 Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, naar han kommer, vil finde Troen paa Jorden?‟
I tell you that he will avenge them speedily. Nevertheless when the Son of man cometh, shall he find faith on the earth?
9 Men han sagde ogsaa til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
And he spake this parable unto certain which trusted in themselves that they were righteous, and despised others:
10 „Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.
Two men went up into the temple to pray; the one a Pharisee, and the other a publican.
11 Farisæeren stod og bad ved sig selv saaledes: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller ogsaa som denne Tolder.
The Pharisee stood and prayed thus with himself, God, I thank thee, that I am not as other men [are], extortioners, unjust, adulterers, or even as this publican.
12 Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min Indtægt.
I fast twice in the week, I give tithes of all that I possess.
13 Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!
And the publican, standing afar off, would not lift up so much as [his] eyes unto heaven, but smote upon his breast, saying, God be merciful to me a sinner.
14 Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.‟
I tell you, this man went down to his house justified [rather] than the other: for every one that exalteth himself shall be abased; and he that humbleth himself shall be exalted.
15 Men de bare ogsaa de smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene saa det, truede de dem.
And they brought unto him also infants, that he would touch them: but when [his] disciples saw [it], they rebuked them.
16 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: „Lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.
But Jesus called them [unto him], and said, Suffer little children to come unto me, and forbid them not: for of such is the kingdom of God.
17 Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.‟
Verily I say unto you, Whosoever shall not receive the kingdom of God as a little child shall in no wise enter therein.
18 Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: „Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?‟ (aiōnios g166)
And a certain ruler asked him, saying, Good Master, what shall I do to inherit eternal life? (aiōnios g166)
19 Men Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.
And Jesus said unto him, Why callest thou me good? none [is] good, save one, [that is], God.
20 Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.‟
Thou knowest the commandments, Do not commit adultery, Do not kill, Do not steal, Do not bear false witness, Honour thy father and thy mother.
21 Men han sagde: „Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.‟
And he said, All these have I kept from my youth up.
22 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: „Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!‟
Now when Jesus heard these things, he said unto him, Yet lackest thou one thing: sell all that thou hast, and distribute unto the poor, and thou shalt have treasure in heaven: and come, follow me.
23 Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var saare rig.
And when he heard this, he was very sorrowful: for he was very rich.
24 Men da Jesus saa, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: „Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
And when Jesus saw that he was very sorrowful, he said, How hardly shall they that have riches enter into the kingdom of God!
25 thi det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.‟
For it is easier for a camel to go through a needle’s eye, than for a rich man to enter into the kingdom of God.
26 Men de, som hørte det, sagde: „Hvem kan da blive frelst?‟
And they that heard [it] said, Who then can be saved?
27 Men han sagde: „Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.‟
And he said, The things which are impossible with men are possible with God.
28 Men Peter sagde: „Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig.‟
Then Peter said, Lo, we have left all, and followed thee.
29 Men han sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
And he said unto them, Verily I say unto you, There is no man that hath left house, or parents, or brethren, or wife, or children, for the kingdom of God’s sake,
30 uden at han skal faa det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv.‟ (aiōn g165, aiōnios g166)
Who shall not receive manifold more in this present time, and in the world to come life everlasting. (aiōn g165, aiōnios g166)
31 Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: „Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes paa Menneskesønnen.
Then he took [unto him] the twelve, and said unto them, Behold, we go up to Jerusalem, and all things that are written by the prophets concerning the Son of man shall be accomplished.
32 Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhaanes og bespyttes,
For he shall be delivered unto the Gentiles, and shall be mocked, and spitefully entreated, and spitted on:
33 og de skulle hudstryge og ihjelslaa ham; og paa den tredje Dag skal han opstaa.‟
And they shall scourge [him], and put him to death: and the third day he shall rise again.
34 Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
And they understood none of these things: and this saying was hid from them, neither knew they the things which were spoken.
35 Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.
And it came to pass, that as he was come nigh unto Jericho, a certain blind man sat by the way side begging:
36 Og da han hørte en Skare gaa forbi, spurgte han, hvad dette var.
And hearing the multitude pass by, he asked what it meant.
37 Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
And they told him, that Jesus of Nazareth passeth by.
38 Og han raabte og sagde: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!‟
And he cried, saying, Jesus, [thou] Son of David, have mercy on me.
39 Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!‟
And they which went before rebuked him, that he should hold his peace: but he cried so much the more, [Thou] Son of David, have mercy on me.
40 Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
And Jesus stood, and commanded him to be brought unto him: and when he was come near, he asked him,
41 „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?‟ Men han sagde: „Herre! at jeg maa blive seende.‟
Saying, What wilt thou that I shall do unto thee? And he said, Lord, that I may receive my sight.
42 Og Jesus sagde til ham: „Bliv seende! din Tro har frelst dig.‟
And Jesus said unto him, Receive thy sight: thy faith hath saved thee.
43 Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de saa det.
And immediately he received his sight, and followed him, glorifying God: and all the people, when they saw [it], gave praise unto God.

< Lukas 18 >