Job 7

1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

地上の人には、激しい労務があるではないか。またその日は雇人の日のようではないか。

2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

奴隷が夕暮を慕うように、雇人がその賃銀を望むように、

3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

わたしは、むなしい月を持たせられ、悩みの夜を与えられる。

4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

わたしは寝るときに言う、『いつ起きるだろうか』と。しかし夜は長く、暁までころびまわる。

5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

わたしの肉はうじと土くれとをまとい、わたしの皮は固まっては、またくずれる。

6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

わたしの日は機のひよりも速く、望みをもたずに消え去る。

7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

記憶せよ、わたしの命は息にすぎないことを。わたしの目は再び幸を見ることがない。

8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

わたしを見る者の目は、かさねてわたしを見ることがなく、あなたがわたしに目を向けられても、わたしはいない。

9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

雲が消えて、なくなるように、陰府に下る者は上がって来ることがない。 (Sheol h7585)

10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

彼は再びその家に帰らず、彼の所も、もはや彼を認めない。

11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

それゆえ、わたしはわが口をおさえず、わたしの霊のもだえによって語り、わたしの魂の苦しさによって嘆く。

12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

わたしは海であるのか、龍であるのか、あなたはわたしの上に見張りを置かれる。

13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

『わたしの床はわたしを慰め、わたしの寝床はわが嘆きを軽くする』とわたしが言うとき、

14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

あなたは夢をもってわたしを驚かし、幻をもってわたしを恐れさせられる。

15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

それゆえ、わたしは息の止まることを願い、わが骨よりもむしろ死を選ぶ。

16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

わたしは命をいとう。わたしは長く生きることを望まない。わたしに構わないでください。わたしの日は息にすぎないのだから。

17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

人は何者なので、あなたはこれを大きなものとし、これにみ心をとめ、

18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

朝ごとに、これを尋ね、絶え間なく、これを試みられるのか。

19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

いつまで、あなたはわたしに目を離さず、つばをのむまも、わたしを捨てておかれないのか。

20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

人を監視される者よ、わたしが罪を犯したとて、あなたに何をなしえようか。なにゆえ、わたしをあなたの的とし、わたしをあなたの重荷とされるのか。

21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.

なにゆえ、わたしのとがをゆるさず、わたしの不義を除かれないのか。わたしはいま土の中に横たわる。あなたがわたしを尋ねられても、わたしはいないでしょう」。