< Job 30 >

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
But now they that are younger than I have me in derision, whose fathers I would have disdained to have set with the dogs of my flock.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Yea, whereto might the strength of their hands profit me, in whom old age was perished?
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
For lack and famine they were solitary; fleeing into the wilderness in former time desolate and waste.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Who cut up mallows by the bushes, and juniper roots for their food.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
They were driven forth from among men, (they cried after them as after a thief; )
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
To dwell in the cliffs of the valleys, in caves of the earth, and in the rocks.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Among the bushes they brayed; under the nettles they were gathered together.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
They were children of fools, yea, children of base men: they were viler than the earth.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
And now am I their song, yea, I am their byword.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
They detest me, they flee far from me, and spare not to spit in my face.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Because he has loosed my cord, and afflicted me, they have also let loose the bridle before me.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Upon my right hand rise the youth; they push away my feet, and they raise up against me the ways of their destruction.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
They ruin my path, they set forward my calamity, they have no helper.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
They came upon me as a wide breaking in of waters: in the desolation they rolled themselves upon me.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Terrors are turned upon me: they pursue my soul as the wind: and my welfare passes away as a cloud.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
And now my soul is poured out upon me; the days of affliction have taken hold upon me.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
My bones are pierced in me in the night season: and my sinews take no rest.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
By the great force of my disease is my garment changed: it binds me about as the collar of my coat.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
He has cast me into the mire, and I am become like dust and ashes.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
I cry unto you, and you do not hear me: I stand up, and you regard me not.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
You are become cruel to me: with your strong hand you oppose yourself against me.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
You lift me up to the wind; you cause me to ride upon it, and dissolve my substance.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
For I know that you will bring me to death, and to the house appointed for all living.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Nevertheless he will not stretch out his hand to the grave, though they cry in his destruction.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Did not I weep for him that was in trouble? was not my soul grieved for the poor?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
When I looked for good, then evil came unto me: and when I waited for light, there came darkness.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
My bowels boiled, and rested not: the days of affliction prevented me.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
I went mourning without the sun: I stood up, and I cried in the congregation.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
I am a brother to dragons, and a companion to owls.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
My skin is black upon me, and my bones are burned with heat.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
My harp also is turned to mourning, and my organ into the voice of them that weep.

< Job 30 >