< Job 19 >

1 Men Job svarede og sagde:
Then Job answered and said,
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
How long will ye vex my soul, and destroy me with words? only know that the Lord has dealt with me thus.
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Ye speak against me; ye do not feel for me, but bear hard upon me.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Yea verily, I have erred in truth, (but the error abides with myself) in having spoken words which it was not right [to speak]; and my words err, and are unreasonable.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
But alas! for ye magnify yourselves against me, and insult me with reproach.
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
Know then that it is the Lord that has troubled [me], and has raised his bulwark against me.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Behold, I laugh at reproach; I will not speak: [or] I will cry out, but [there is] nowhere judgment.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
I am fenced round about, and can by no means escape: he has set darkness before my face.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
And he has stripped me of my glory, and has taken the crown from my head.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
He has torn me around about, and I am gone: and he has cut off my hope like a tree.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
And he has dreadfully handled me in anger, and has counted me for an enemy.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
His troops also came upon me with one accord, liars in wait compassed my ways.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
My brethren have stood aloof from me; they have recognized strangers [rather] than me: and my friends have become pitiless.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
My nearest of kin have not acknowledged me, and they that knew my name, have forgotten me.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
[As for] my household, and my maid-servants, I was a stranger before them.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
I called my servant, and he hearkened not; and my mouth intreated [him].
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
And I besought my wife, and earnestly intreated the sons of my concubines.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
But they rejected me for ever; whenever I rise up, they speak against me.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
They that saw me abhorred me: the very persons whom I had loved, rose up against me.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
My flesh is corrupt under my skin, and my bones are held in [my] teeth.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Pity me, pity me, O friends; for it is the hand of the Lord that has touched me.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Wherefore do ye persecute me as also the Lord [does], and are not satisfied with my flesh?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
For oh that my words were written, and that they were recorded in a book forever,
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
with an iron pen and lead, or graven in the rocks!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
For I know that he is eternal who is about to deliver me,
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
[and] to raise up upon the earth my skin that endures these [sufferings]: for these things have been accomplished to me of the Lord;
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
which I am conscious of in myself, which mine eye has seen, and not another, but all have been fulfilled to me in [my] bosom.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
But if ye shall also say, What shall we say before him, and [so] find the root of the matter in him?
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
Do ye also beware of deceit: for wrath will come upon transgressors; and then shall they know where their substance is.

< Job 19 >