Psalmi 59
1 Zborovođi. Po napjevu “Ne pogubi!” Davidov. Miktam. Kad je Šaul opkolio kuću da ubije Davida. Izbavi me od dušmana, Bože moj, zaštiti me od mojih protivnika!
Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.
2 Izbavi me od bezakonika, od krvoloka spasi me!
Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
3 Jer evo: dušu moju vrebaju, na me ustadoše silnici. Nema na meni krivnje, o Jahve, ni grijeha:
fri mig fra Udaadsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
4 bez moje krivnje na me nasrću. Probudi se! Dođi mi u pomoć i pogledaj,
Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
5 Jahve, Bože nad Vojskama, Bože Izraelov! Preni se, kazni sve pogane, podlacima nemoj se smilovati!
Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vaagn op og kom mig i Møde, se til!
6 Uvečer se vraćaju, reže poput pasa i trče po gradu.
Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vaagn op og hjemsøg alle Folkene, skaan ej een af de troløse Niddinger! (Sela)
7 Gle, kako bljuju ustima; kletve su im na usnama i govore: “Tko nas čuje?”
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
8 No, ti im se smiješ, o Jahve, i rugaš se poganima svima.
Se, deres Mund løber over, paa deres Læber er Sværd, thi: »Hvem skulde høre det?«
9 Jakosti moja, gledat ću na te, jer ti si, Bože, zaštita moja, Bog moj, milosrđe moje.
Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
10 Bog neka mi pohiti u susret, nek' me razveseli nad dušmanima mojim!
dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
11 Pobij ih, Bože, da mi narod ne zavode, zbuni i obori ih jakošću svojom, štite naš, Gospodine.
med Naade kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
12 Grijeh je svaka riječ usta njihovih: nek se uhvate u svoju oholost, u kletve i laži što ih govore!
Slaa dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
13 Istrijebi ih u gnjevu, istrijebi da nestanu, nek' se zna da Bog vlada u Jakovu i do nakraj zemlje!
giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
14 Uvečer se vraćaju, reže poput pasa i trče po gradu.
udryd dem i Vrede, gør Ende paa dem, saa man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! (Sela)
15 Nek' lutaju okolo tražeći hranu; i kad se nasite, neka zavijaju.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
16 A ja ću opjevati silu tvoju i klicat ću jutrom milosrđu tvome, jer mi ti postade utočište i sklonište u dan nevolje.
vanker rundt efter Føde og knurrer, naar de ikke mættes.
17 Jakosti moja, tebi ću pjevati, jer ti si, Bože, zaštita moja, Bog moj, milosrđe moje.
Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Naade; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt paa Nødens Dag. Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min naadige Gud.
