Psalmi 102

1 Molitva nevoljnika koji je klonuo pa svoju tugu izlijeva Jahve, usliši molitvu moju, i vapaj moj k tebi da dođe!

Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.

2 Nemoj sakrivati lice od mene u dan moje nevolje! Prigni k meni uho svoje: kad te prizovem, brzo me usliši!

HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig,

3 Jer moji dani nestaju poput dima, a moje kosti gore kao oganj.

skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig!

4 Srce mi se suši kao pokošena trava i kruh svoj zaboravljam jesti.

Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;

5 Od snažnih jecaja mojih kosti mi uz kožu prionuše.

mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.

6 Sličan sam čaplji u pustinji, postah k'o ćuk na pustoj razvalini.

Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;

7 Ne nalazim sna i uzdišem k'o samotan vrabac na krovu.

jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder;

8 Svagda me grde dušmani moji; mnome se proklinju što bjesne na me.

om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget;

9 Pepeo jedem poput kruha, a piće svoje miješam sa suzama

mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.

10 zbog tvoje ljutine i gnjeva, jer si me digao i bacio.

Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer

11 Moji su dani k'o oduljena sjena, a ja se, gle, sušim poput trave.

over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;

12 A ti, o Jahve, ostaješ dovijeka i tvoje ime kroza sva koljena.

mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

13 Ustani, smiluj se Sionu: vrijeme je da mu se smiluješ - sada je čas!

Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;

14 Jer milo je slugama tvojim kamenje njegovo, žale ruševine njegove.

du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde;

15 Tad će se pogani bojati, Jahve, imena tvojega i svi kraljevi zemlje slave tvoje

thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.

16 kad Jahve opet sazda Sion, kad se pokaže u slavi svojoj,

Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;

17 kad se osvrne na prošnju ubogih i ne prezre molitve njihove.

thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;

18 Nek' se zapiše ovo za budući naraštaj, puk što nastane neka hvali Jahvu.

han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.

19 Jer Jahve gleda sa svog uzvišenog svetišta, s nebesa na zemlju gleda

For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;

20 da čuje jauke sužnjeva, da izbavi smrti predane,

thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord

21 da se na Sionu navijesti ime Jahvino i njegova hvala u Jeruzalemu

for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,

22 kad se narodi skupe i kraljevstva da služe Jahvi.

at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,

23 Putem je istrošio sile moje, skratio mi dane.

naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.

24 Rekoh: “Bože moj, nemoj me uzeti u sredini dana mojih! Kroza sva koljena traju godine tvoje.

Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv.

25 U početku utemelji zemlju, i nebo je djelo ruku tvojih.

Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt.

26 Propast će, ti ćeš ostati, sve će ostarjeti kao odjeća. Mijenjaš ih poput haljine i nestaju:

Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;

27 ti si uvijek isti - godinama tvojim nema kraja.

de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning;

28 Djeca će tvojih slugu živjeti u miru i potomstvo će njihovo trajati pred tobom.

som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.