Mudre Izreke 5
1 Sine moj, čuj moju mudrost, prigni uho mojoj razboritosti
Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
2 da sačuvaš oprez, da ti usne zadrže znanje.
at Kløgt maa vaage øver dig, Læbernes Kundskab vare paa dig.
3 Jer s usana žene preljubnice kaplje med i nepce joj je glađe od ulja,
Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
4 ali je ona naposljetku gorka kao pelin, oštra kao dvosjekli mač.
men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; (Sheol h7585)
6 Ona ne pazi na put života, ne mari što su joj staze kolebljive.
hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
7 Zato me sada poslušaj, sine, i ne odstupaj od riječi mojih usta.
Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
8 Neka je put tvoj daleko od nje i ne približuj se vratima njezine kuće,
Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
9 da drugima ne bi dao svoju slavu i okrutnima svoje godine;
at du ikke maa give andre din Ære, en grusom Mand dine Aar.
10 da se ne bi tuđinci nasitili tvoga dobra i da tvoja zaslužba ne ode u tuđu kuću;
at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
11 da ne ridaš na koncu kad ti nestane tijela i puti
saa du gribes af Anger til sidst, naar dit Kød og Huld svinder hen,
12 i da ne kažeš: “Oh, kako sam mrzio pouku i kako mi je srce preziralo ukor!
og du siger: »Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod haant om Revselse,
13 I ne slušah glasa svojih učitelja, niti priklonih uho onima što me poučavahu.
saa jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
14 I umalo ne zapadoh u svako zlo, usred zbora i zajednice!”
Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!«
15 Pij vodu iz svoje nakapnice i onu što teče iz tvoga studenca.
Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
16 Moraju li se tvoji izvori razlijevati i tvoji potoci teći ulicama?
lad ej dine Kilder flyde paa Gaden, ej dine Bække paa Torvene!
17 Nego neka oni budu samo tvoji, a ne i tuđinaca koji su uza te.
Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
18 Neka je blagoslovljen izvor tvoj i raduj se sa ženom svoje mladosti:
Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 neka ti je kao mila košuta i ljupka gazela, neka te grudi njene opajaju u svako doba, njezina ljubav zatravljuje bez prestanka!
den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
20 TÓa zašto bi se, sine moj, zanosio preljubnicom i grlio tuđinki njedra?
Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
21 Jer pred Jahvinim su očima čovjekovi putovi i on motri sve njegove staze.
Thi for HERRENS Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
22 Opakoga će uhvatiti njegova zloća i sapet će ga užad njegovih grijeha.
den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
23 Umrijet će jer nema pouke, propast će zbog svoje goleme gluposti.
han dør af Mangel paa Tugt, gaar til ved sin store Daarskab.
