Tužaljke 3

1 Ja sam čovjek što upozna bijedu pod šibom gnjeva njegova.

Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,

2 Mene je odveo i natjerao da hodam u tmini i bez svjetlosti.

mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

3 I upravo mene bije i udara bez prestanka njegova ruka.

ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.

4 Iscijedio je moje meso, kožu moju, polomio kosti moje.

Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

5 Načinio mi jaram, glavu obrubio tegobama.

han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

6 Pustio me da živim u tminama kao mrtvaci vječiti.

lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

7 Zazidao me, i ja ne mogu izaći, otežao je moje okove.

Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

8 Kada sam vikao i zapomagao, molitvu je moju odbijao.

Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.

9 Zazidao mi ceste tesanim kamenom, zakrčio je putove moje.

Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.

10 Meni on bijaše medvjed koji vreba, lav u zasjedi.

Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

11 U bespuća me vodio, razdirao, ostavljao me da umirem.

han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

12 Napinjao je luk svoj i gađao me kao metu za svoje strelice.

han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

13 U slabine mi sasuo strelice, sinove svoga tobolca.

Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;

14 Postao sam smiješan svome narodu, rugalica svakidašnja.

hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

15 Gorčinom me hranio, pelinom me napajao.

med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

16 Puštao me da zube kršim kamen grizući, zakapao me u pepeo.

Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;

17 Duši je mojoj oduzet mir i više ne znam što je sreća!

han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

18 Rekoh: Dotrajao je život moj i nada koja mi od Jahve dolazi.

og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«

19 Spomeni se bijede moje i stradanja, pelina i otrova!

At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;

20 Bez prestanka na to misli i sahne duša u meni.

min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.

21 To nosim u srcu i gojim nadu u sebi.

Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:

22 Dobrota Jahvina nije nestala, milosrđe njegovo nije presušilo.

HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

23 Oni se obnavljaju svako jutro: tvoja je vjernost velika!

hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

24 “Jahve je dio moj”, veli mi duša, “i zato se u nj pouzdajem.”

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.

25 Dobar je Jahve onom koji se u nj pouzdaje, duši koja ga traži.

Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

26 Dobro je u miru čekati spasenje Jahvino!

det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,

27 Dobro je čovjeku da nosi jaram za svoje mladosti.

godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.

28 Neka sjedi u samoći i šuti, jer mu On to nametnu;

Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;

29 neka usne priljubi uz prašinu, možda još ima nade!

han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,

30 Neka pruži obraz onome koji ga bije, neka se zasiti porugom.

række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.

31 Jer Gospod ne odbacuje nikoga zauvijek:

Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

32 jer ako i rastuži, on se smiluje po svojoj velikoj ljubavi.

har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;

33 Jer samo nerado on ponižava i rascvili sinove čovjeka.

ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

34 Kad se gaze nogama svi zemaljski sužnjevi,

Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

35 kad se izvrće pravica čovjeku pred licem Svevišnjeg,

naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,

36 kad se krivica nanosi čovjeku u parnici, zar Gospod ne vidi?

naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?

37 Tko je rekao nešto i zbilo se? Nije li Gospod to zapovjedio?

Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?

38 Ne dolazi li iz usta Svevišnjega i dobro i zlo?

Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?

39 Na što se tuže živi ljudi? Svatko na svoj grijeh.

Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

40 Ispitajmo, pretražimo pute svoje i vratimo se Jahvi.

Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

41 Dignimo svoje srce i ruke svoje k Bogu koji je na nebesima.

løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

42 Da, mi smo se odmetali, bili nepokorni, a ti, ti nisi praštao!

vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

43 Obastrt gnjevom svojim, gonio si nas, ubijao i nisi štedio.

men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,

44 Oblakom si se obastro da molitva ne prodre do tebe.

hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;

45 Načinio si od nas smeće i odmet među narodima.

til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

46 Razjapili usta na nas svi neprijatelji naši.

De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

47 Užas i jama bila nam sudbina, propast i zator!

Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

48 Potoci suza teku iz očiju mojih zbog propasti Kćeri naroda mojega.

Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

49 Moje oči liju suze bez prestanka, jer prestanka nema

Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

50 dok ne pogleda i ne vidi Jahve s nebesa.

før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

51 Moje mi oko bol zadaje zbog kćeri svih mojega grada.

Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

52 Uporno me k'o pticu progone svi što me mrze, a bez razloga.

Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

53 U jamu baciše moj život i zatrpaše je kamenjem.

de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

54 Voda mi dođe preko glave, rekoh sam sebi: “Pogiboh!”

Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«

55 I tada zazvah ime tvoje, Jahve, iz najdublje jame.

Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

56 Ti oču moj glas: “Ne začepljuj uši svoje na vapaje moje.”

du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«

57 Bliz meni bijaše u dan vapaja mog, govoraše: “Ne boj se!”

Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«

58 Ti si, Gospode, izborio pravdu za dušu moju, ti si život moj izbavio.

Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;

59 Ti, Jahve, vidje kako me tlače, dosudi mi pravdu.

HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!

60 Ti vidje svu osvetu njinu, sve podvale protiv mene.

Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

61 Čuo si, Jahve, podrugivanje njihovo, sve podvale protiv mene.

du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,

62 Usne protivnika mojih i misli njine protiv mene su cio dan.

mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

63 Kad sjede, kad ustaju, pogledaj samo: ja sam im pjesma-rugalica.

Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.

64 Vrati im, Jahve, milo za drago, po djelu ruku njihovih.

Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

65 Učini da srca im otvrdnu, udari ih prokletstvom svojim.

gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —

66 Goni ih gnjevno i sve ih istrijebi pod nebesima svojim, Jahve!

forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.