Job 31

1 Sa svojim očima savez sam sklopio da pogledat neću nijednu djevicu.

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;

2 A što mi je Bog odozgo dosudio, kakva mi je baština od Svesilnoga?

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

3 TÓa nije li nesreća za opakoga, a nevolja za one koji zlo čine?

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?

4 Ne proniče li on sve moje putove, ne prebraja li on sve moje korake?

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 Zar sam ikad u društvu laži hodio, zar mi je noga k prijevari hitjela?

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —

6 Nek' me na ispravnoj mjeri Bog izmjeri pa će uvidjeti neporočnost moju!

paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —

7 Ako mi je korak s puta kad zašao, ako mi se srce za okom povelo, ako mi je ljaga ruke okaljala,

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

8 neka drugi jede što sam posijao, neka sve moje iskorijene izdanke!

da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

9 Ako mi zavede srce žena neka, ako za vratima svog bližnjeg kad vrebah,

Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

10 neka moja žena drugom mlin okreće, neka s drugim svoju podijeli postelju!

saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

11 Djelo bestidno time bih počinio, zločin kojem pravda treba da presudi,

Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,

12 užego vatru što žeže do Propasti i što bi svu moju sažgala ljetinu.

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

13 Ako kada prezreh pravo sluge svoga il' služavke, sa mnom kad su se parbili,

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,

14 što ću učiniti kada Bog ustane? Što ću odvratit' kad račun zatraži?

hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?

15 Zar nas oba on ne stvori u utrobi i jednako sazda u krilu majčinu?

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

16 Ogluših li se na molbe siromaha ili rasplakah oči udovičine?

Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 Jesam li kada sam svoj jeo zalogaj a da ga nisam sa sirotom dijelio?

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —

18 TÓa od mladosti k'o otac sam mu bio, vodio sam ga od krila materina!

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

19 Zar sam beskućnika vidio bez odjeće ili siromaha kog bez pokrivača

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —

20 a da mu bedra ne blagosloviše mene kad se runom mojih ovaca ogrija?

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.

21 Ako sam ruku na nevina podigao znajuć' da mi je na vratima branitelj,

Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,

22 nek' se rame moje od pleća odvali i neka mi ruka od lakta otpadne!

saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!

23 Jer strahote Božje na mene bi pale, njegovu ne bih odolio veličanstvu.

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!

24 Zar sam u zlato pouzdanje stavio i rekao zlatu: 'Sigurnosti moja!'

Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

25 Zar sam se veliku blagu radovao, bogatstvima koja su mi stekle ruke?

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,

26 Zar se, gledajući sunce kako blista i kako mjesec sjajni nebom putuje,

saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,

27 moje srce dalo potajno zavesti da bih rukom njima poljubac poslao?

og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —

28 Grijeh bi to bio što za sudom vapije, jer Boga višnjega bih se odrekao.

ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

29 Zar se obradovah nevolji dušmana i likovah kad ga je zlo zadesilo,

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —

30 ja koji ne dadoh griješiti jeziku, proklinjući ga i želeći da umre?

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.

31 Ne govorahu li ljudi mog šatora: 'TÓa koga nije on mesom nasitio'?

Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —

32 Nikad nije stranac vani noćivao, putniku sam svoja otvarao vrata.

nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.

33 Zar sam grijehe svoje ljudima tajio, zar sam u grudima skrivao krivicu

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet

34 jer sam se plašio govorkanja mnoštva i strahovao od prezira plemenskog te sam mučao ne prelazeć' svoga praga?

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —

35 O, kad bi koga bilo da mene sasluša! Posljednju sam svoju riječ ja izrekao: na Svesilnom je sad da mi odgovori! Nek' mi optužnicu napiše protivnik,

Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

36 i ja ću je nosit' na svome ramenu, čelo ću njome k'o krunom uresit'.

Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

37 Dat ću mu račun o svojim koracima i poput kneza pred njega ću stupiti.”

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

38 Ako je na me zemlja moja vikala, ako su s njom brazde njezine plakale;

Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,

39 ako sam plodove jeo ne plativši i ako sam joj ojadio ratare,

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

40 [40a] neka mjesto žita po njoj niče korov, a mjesto ječma nek' posvud kukolj raste! [40b] Konac riječi Jobovih.

saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.