Job 11
1 Sofar iz Naama progovori tad i reče:
Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2 “Zar na riječi mnoge da se ne odvrati? Zar će se brbljavac još i opravdati?
Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
3 Zar će tvoje trice ušutkati ljude, zar će ruganje ostat' neizrugano?
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
4 Rekao si: 'Nauk moj je neporočan, u očima tvojim čist sam i bez ljage.'
Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
5 Ali kada bi Bog htio progovorit' i otvorit usta da ti odgovori
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
6 kada bi ti tajne mudrosti otkrio koje um nijedan ne može doumit', znao bi da ti za grijehe račun ište.
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
7 Možeš li dubine Božje proniknuti, dokučiti savršenstvo Svesilnoga?
Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du? (Sheol h7585)
9 Duže je od zemlje - šire je od mora!
Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
10 Ako se povuče, ako te pograbi, ako na sud preda, tko će mu braniti?
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
11 Jer on u čovjeku prozire prijevaru, vidi opačinu ako i ne gleda.
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
12 Čovjek se bezuman obraća k pameti i divlji magarac uzdi se pokori.
saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
13 Ako li srce svoje ti uspraviš i ruke svoje pružiš prema njemu,
Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
14 ako li zloću iz ruku odbaciš i u šatoru svom ne daš zlu stana,
hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
15 čisto ćeš čelo moći tad podići, čvrst ćeš biti i bojati se nećeš.
ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
16 Svojih se kušnja nećeš sjećat' više kao ni vode koja je protekla.
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
17 Jasnije će tvoj život sjat' no podne, tmina će se obratit' u svanuće.
dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
18 U uzdanju svom živjet ćeš sigurno i zaštićen počivat ćeš u miru.
Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
19 Kad legneš, nitko te buniti neće; mnogi će tvoju tražiti naklonost.
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
20 A zlikovcima ugasnut će oči, neće im više biti utočišta: izdahnut', bit će jedina im nada.”
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
