Solomon Labu 2

1 Mounu: Kei hi Sharon phaichama pahcha chule phaichama lily pah kahi.

Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.

2 Moulang: Ahi ngeije, lingnang lah-a lily aum bang in, nungah khangdong ho lah-a kadei nu aum e.

Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.

3 Mounu: Thei-hon sunga theithup twipen aum bang in, gollhang khangdong lah-in ka dongma pa aum’e. Alimdam noija keima ka touvin, atheiga twitah chu kane’e.

Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

4 Aman golvahna in dan sung ah ei kilhon lutpin, eikhohsah dan hi akichen lheh jeng’e.

Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.

5 Lengpi theigan nei thahatsah-in lang, theithup gan nei kidodoh sah-in, ijeh-inem itileh keima nangma ngaija haisam pai ding kahi.

Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.

6 Aban veilam ka kikhap in, aban jet in eijut lelei.

Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.

7 Vo Jerusalem chanute, lou jaova sapeng le sakhi min pan’a katem nahiuve; achama ahung kipatdoh ngal lou leh kideina hi nanghon tildoh tho ahilouleh suh-khahtho din got dauvin.

Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

8 O, kangai penpa ahung phei gin kajai! Molsang sang ahinlhah-in, alhang alhang ahin lhah-e.

Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.

9 Kangaipa hi man-gangtah sapeng gol tobang le sakhi chalgol tobang ahi. Veuvin, bangtom ah khun ama ading in; bangkot vangkah-a kon in ahin ven, pindan sung ahin velhin ahi.

Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.

10 Kangaipan aseije, “Kithouvin, ngainu! Hiti hin kijot mang ta hite, O melhoi!

Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!

11 Ven, phalbi a kichai tai; chule gojuh jong atang tai.

Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,

12 Pahchate ahung jamdoh tauvin, vachate mao jinjen lai phat kum kihei ahung lhung tan, vahui hamgin in ikom-ivel khohui alodim tai.

Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;

13 Theichang aga pantan, chule lengpipah gimvui akitung tai. Thouvin, ngainu! Hung in gavahdoh hite, O melhoi!”

Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,

14 Moulang: Kol song panga songpi khi kah-ah kavakhu akiselle. Na somai nei musah-in, na awgin nei jahsah in. Ajeh chu na awgin angeiyin, na somai ahoi ngeije.

min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.

15 Zailom: Sealte khu man uvin, khuche sealneo ho khun kingailutna lengpilei laidung ahin chilthang masang uvin, man uvin, ijeh-inem itileh lengpithei pahlai ahitai!

Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!

16 Mounu: Ka ngailutpa hi keija ahi in, keima ama-a kahi. Aman kelngoite Lily pahho lah-in alhajin, avahva ji’e.

Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;

17 Khovahkon huilhi ahung nun masang, chule jan muthim lim jong akihei mang masang in, ka heng hin jon kit in; O ka ngai goldei, Bether lhangdunga sa peng gol ahilouleh sakhi chalgol hunglhai bangchan hung kit teijin.

til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!