La Bu 137

1 Jerusalem kageldoh phatnun Babylon vadung panga chun katou un kakapgam tauve.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

2 Keihon kasemjang houchu mong thingbah chungdunga chun kakhai un ahi.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 Hikom a chun soh a eihente houchun la sah sahding eigouvin, chuleh eisugenthei houchun kipahtah’a la sahsahtei ding eigouvin, “Jerusalem la ho chu khatpen beh neisahpeh’un” atiuve.

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

4 Ahinlah keihon hetkhahlou mi gam sunga hi Pakai la hochu iti kasahdiuham?

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

5 Vo Jerusalem nangma kasuhmil uleh kakhut jetlam hin semjang pehdan sumil jenghen.

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 Nangma kageldoh louva, Jerusalem chu kakipana sangpen sang a thupi a kagel lou le, kaleihi kadang chungah behdan jenghen.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 O Pakai Babylon sepaiten Jerusalem alonkhum niuva Edom mite thilbol chu geldoh tei in, “Sumang jengin”, “Toltoh sumat jengun” tin asam un ahi.

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

8 O Babylon, nangma nakisu mang ding ahi. Nangin neibol nao bang banga nalethuh penpen chu anunnom ahi.

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 Nachapangteu puimanga songpi chunga sepgoiho chu nunnom hen!

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!