La Bu 127

1 Insa-a hi Pakai apan louleh, asahon mohseh’a asah’u ahi. Khopi ngah’a hi Pakai ajao louleh, khongah ho pannabei a hahkhovah ahiuve.

(Sang til Festrejserne. Af Salomo.) Dersom HERREN ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves.

2 Jingkah matah’a nakipat uva jankhang gei a nehding an holna a na natoh’u pan nabei ahi, ajeh chu Pakai in angailut achate hi a-ihmut sunguva hi ijakai agontohpeh ahibouve.

Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.

3 Veuvin, chatehi Pakaija kon a gou ahin, naobu sunga kona aga kimu jonghi kipa thilpeh ahi.

Se, Sønner er HERRENs Gave, Livsens Frugt er en Løn.

4 Khangdon laiya cha kineiho hi galsatpan akhutna thalchangho akichoi tobang ahi.

Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom.

5 Thalchang abom dimsetna kipohpa anunnom ahi. Amachu agalmite toh thutanna munna akimuto teng gallel hilouhel ding ahi.

Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten.