La Bu 12

1 Huhhing in, O Pakai, michonpha mangthah ding ahitai! Leiset mihem te lah a mikitah jong abeitai!

(Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

2 Heng le kom jengjong jouthu jengin akilhemtouvin, muhnal a lungthima kilhep lhahding jeng thu asei ui.

de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

3 Pakaiyin dangnal tah a thu kisei ho hi asuh suhbei ding, kiletsahna thuchengho jonghi suthip ding ahitai.

Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

4 Amahon aseijun, eihon lungna chim set’in jouthu seiju hite, ajeh chu i-lei ikam’u eihoa hilouham, kon eisuh tang jou diuham? atiuve.

dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

5 Pakaiyin adonbut in, “Keiman hatlou lhasamte chunga bolgenthei naho kamudohtai chule migenthei ho kalemao jong kajatai. Tun keima kipan inting huhdoh dia eingaichat bangu va kahuh doh diu ahitai.’’

"For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

6 Pakai kitepna hi thengsel’a ahin, dangka mei chunga sagivei kilhit theng tobang ahi.

HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

7 Hijeh chun, Pakai nangin bol-hesoh’a umho nahuhdoh ding ahi, ti kaheuve, chule hiche kitahlou khang mitea kon’a tonsot geija dinga nahoidoh ding ahi,

HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

8 migilou te muntina vahle henlang migilou pen ho jong gamsung a kidomsang u jong le.

De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.