Jeremiah 15

1 Chuin kahenga thu ahinseitai, “Mose leh Samuel, ka-angsung’ah hung ding lhon jongleh, hiche mite din hung tao lhon jongle, Keiman amaho din kalung heidoh ponge. Amaho chu ka-angsunga kon in soldoh loiyin, kamuphah na-ah um, dau hen! ati.

Da sagde HERREN til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit Åsyn, vilde mit Hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette Folk bort fra mit Åsyn!

2 Chule ijemtia amahon, “Hoilang kasuhdiu ham?” tia ahinsei uleh, Pakaiyin hitin aseiye, “Athiding a umho chuthidiu ahi. Chemjam’a louding ho chu chemjam’a loudiu ahi. Kel thohding ho chu kel athoh diu ahi. Sohchang dingho chu sohchang diu ahi. Tipeh in,” ati.

Og når de spørger dig: "Hvor skal vi gå hen?" så svar dem: Så siger HERREN: Hvo Dødens er, til Død, hvo Sværdets er, til Sværd, hvo Hungerens er, til Hunger, hvo Fangenskabets er, til Fangenskab!

3 Keiman achunguva gimneitah manthahna thil li kagonsa um ahitai. Galmun’a chemjam’a thidiu, Athi longu uichaten akaithang diu, chungleng vachaten asa aneh diu; chule anehmoh chengseu chu gamsa hon anehchai diu, ahi.

Jeg sætter fire Magter over dem, lyder det fra HERREN: Sværdet til at slå ihjel, Hundene til at slæbe bort, Himmelens Fugle og Jordens Dyr til at æde og ødelægge.

4 Ajeh chu, Judah lengpa Hezekiah chapa Manasseh in, Jerusalem a alengchan laiya, thilphalou anabol ho lethuhna-a, keiman ama hohi, leiset chung a lenggam jouse mudia, timul kithona leu dinga kaumsah ahitai.

Jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger for Ezekiass Søns, Kong Manasse af Judas, Skyld, for alt, hvad han gjorde i Jerusalem.

5 Vo Jerusalem, nang chunga dip dam ding koiham? Koiham nang dia lhasea kap ding chu? Nakhankho khohsah’a, iti nakhosah hinam, tia nadongle ding koipen hung ding ham?

Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra Vejen og spørger til dig?

6 Nangin keima neidalhah’a, neinungsun ahitai, tin Pakaiyin aseiye. Hijeh chun, nangma dounan kakhut kalhangin, kasuhmang ding nahitai. Nang dinga lung khaikhi bol bol jong kachimtai.

Du vragede mig, så lyder def fra HERREN; du veg bort. Jeg udrækker Hånden, udsletter dig, træt af at ynkes.

7 Keiman nang hohi, changsi kijapchil bang a, nakhopiu kotphung dunga kajap chil ding; na it tah’u nachateu kasuhmang ding ahi. Chule keiman kamite kasuhgamding; Ajeh chu, amahon athilse bolu adalha nompouve.

Med Kasteskovl kaster jeg dem i Landets Porte, mit Folk gør jeg barnløst og til intet; de vendte ej om.

8 Agamsunguva meithai pung cheh cheh ding, twikhang len pang a neldi sanga tamjo ding ahi. Chule sunchang laiya, khangdong ho nute sugam ding kahin lhalut ding. Achunguva tijat umtah phulou helouva kachusah ding ahi.

Flere end Havets Sandskorn bliver deres Enker. Jeg sender over Ynglingens Moder ved Middag en Hærger, brat lader jeg Angst og Rædsel falde på hende.

9 Cha sagi jen hingnu jong ahaisamtai. Haina ding hu aneijou tapoi. Amanu din sunchanglai jong chu muthim asoh tan, amanun cha aneitapoi. Jum le ja nasatah athoh in alung nalheh e. Chuleh ahing nalai amoh chengse jong chu, Keiman melmate chemjam’a kaleu sah ding ahi, tin Pakaiyin aseiye.

Syvsønnemoder vansmægter, opgiver Ånden, hendes Sol går alt ned ved Dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til Sværdet for Fjendernes Øjne, lyder det fra HERREN.

10 Hichun keiman,”Ohe ada kahitai! Ibol’a hibanga hesoh genthei thoh’a hi kanun eihindoh ham? Gamsung pumpia kache nalam lam’a, miho hotbol kachangin ahi. Keiman sumpa kaphal khapon, sum bat jong kala khapoi. Ahivangin, mihon kei jong eigaosap taove,” kati.

Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Tvistens og kivens Mand for Alerden! Jeg gav eller modtog ej Lån, og de bander mig alle.

11 Pakaiyin eidonbut in, “Olmo hih in, keiman nangma kaumpi nai! Namelmate chu, nahung joldiu, hungtaodiu ahi.

HERREN sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig vel. Sandelig, jeg lader Fjenden bønfalde dig i Ulykkens og Trængselens Tid.

12 Koiham sahlam gamkaiya hungkon, thih lhon khat ahilouleh thih le sum-eng kihal lhonkhatong jou ding chu?

Sønderbryder man Jern, Jern fra Norden, og kobber?

13 Keiman man beihel’a, nathil kholsa nanei nagou chengse abon’a, nagalmite khut’a kapehdoh ding ahi. Ajeh chu gamsung pumpia nachonset nau anasa behseh jengtai.

Din Rigdom og dine Skatte giver jeg hen til Rov, ikke for Betaling, men til Straf for alle dine Synder i alle dine Landemærker;

14 Hijeh’a chu, nanghon nahetphah lou nau gamsung khat’a, midang ho soh’a naga pandiu ahi. Ajeh chu, kei kalung ahang behseh jengin, meikou bangin ahung lengdoh tan, hichu aitih’a kong jing jeng ding ahitai” ati.

jeg lader dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kender, thi Ild luer op i min Vrede; den brænder mod eder.

15 Chuin keiman, “O Pakai, nangin kachunga thil lhung ho nahenai! Hung in neihung panpin, chule eibol engseho chunga phu neihung lahpeh tan; neidalha louvin, nangma jal’a housetna katoh hi neihet peh teiyin.

Du kender det, HERRE, kom mig i Hu, tag dig af mig; hævn mig på dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, så jeg rives bort! Vid, at for din Skyld bærer jeg Hån

16 Thu nasei chengse akimusoh tan, abonchan an neh in kanetai; nathusei jouse keima din kipa thanopna ahin, ajeh chu keima hi nangma mina kouna chang kahi, O Pakai, thanei chungnung Pathen.

fra dem, der lader hånt om dit Ord; ryd dem ud!" Men mig blev dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde; thi dit Navn er nævnet over mig, HERRE, Hærskarers Gud.

17 Golnop bol lah’a jong kalha hih laijin, thanopna jong kana nei khapoi. Kachunga nakhut achuhtah jeh in, keima changseh in kalhan; ajeh chu nalung phatmo nan neidipset ahi.

Ikke sad jeg og jubled i glades Lag; grebet af din Hånd sad jeg ene, thi du fyldte mig med Harme.

18 I-atileh kadammona sang cheh cheh’a kachunga hama jong suhdam theilouva uma, damdoh theilou hel hitam? Nang jong milhemji vadung tobanga, pannabei twi hotoh nabah hitam?

Hvorfor er min Smerte evig, ulægeligt mit Sår? Det vil ikke læges. Du blev mig som en skuffende Bæk, som Vand, der sviger.

19 Hijeh chun Pakaiyin aseije, “Nangma nahung kihei kit’a ahileh keiman nangma kasem thah ding, chuteng keima ang-sunga nadin thei ding ahi. Chule nangman phachom tahtah naseidoh ding, kakam sunga napan a; chuteng amaho nangma lama hung kihei diu, nangma vang amaho lama nakihei tahlou ding ahi.

Derfor så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så du står for mit Åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, Vækst, skal du være som min Mund. De skal vende om til dig, du ikke til dem.

20 Hiche mitea kon hi keiman nangma sum-eng kikaikhum thobanga kasem ding, chuteng amahon nangma gal’a nahinbol diu; ahivanga amahon najo lou diu ahi. Ajeh chu nangma huhdoh ding in keima kaum jingnai tin Pakai, Pathen in aseiye.

Jeg gør dig for dette Folk til en Kobbermur, ingen kan storme; de skal kæmpe mod dig, men ikke få Overhånd over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra HERREN.

21 Keiman migentheite khut’a kon kahuhdoh ding, dip damna beihel ho maiphavetna a kon kalhatdoh ding nahi,” ati.

Jeg redder dig af ondes Vold og frier dig af Voldsmænds Hånd.